fredag den 18. august 2017

Fra kursist til kontorelev ved VUC

JEG VIL IKKE GÅ I STÅ!











Dét siger 25-årige Anna Lyse Jelsgaard Laugesen, der er nyansat kontorelev ved HF & VUC FYN Svendborg. Anna har tidligere læst hf-enkeltfag på VUC i Svendborg og er kommet tilbage til kendte omgivelser. Anna siger selv, at hun har mødt et par bump på vejen igennem sit uddannelsesforløb, men hun giver aldrig op – og hun ville aldrig undvære to af ’bumpene på vejen’, nemlig hendes to dejlige børn.

Anna fortæller, at hun blev mor allerede som 18-årig, og hun startede efter sin barsel som kursist på VUC i 2012. Hun var droppet ud af gymnasiet i 2. G pga. graviditet og havde brug for at læse nogle hf-fag op.
”Jeg løb desværre ind i en fødselsdepression, formentlig fordi jeg var blevet mor i en tidlig alder, og jeg måtte derfor afbryde mit uddannelsesforløb, selv om jeg elskede at gå i skole her”, siger Anna.

Efter sygeperioden tog Anna et 1-årigt turboforløb på HG, fik læreplads som lægesekretær, og undervejs i læretiden blev Anna gravid med sit andet barn. På grund af overenskomstændringer kunne hun ikke komme tilbage til sin læreplads på OUH efter barslen, men havde heldigvis været forudseende og taget nogle hf-fag på fjernundervisning, så i 2016 søgte hun ind på EUX med henblik på at blive uddannet kontorassistent.

I foråret 2017 søgte HF & VUC FYN Svendborg en ny kontorelev. Der var mange velkvalificerede ansøgere, deriblandt Anna.
”Jeg blev simpelthen nødt til at søge det job, for VUC er bare sådan et rart sted at være”, siger Anna. Afdelingsleder Dorthe Bruhn Ullegård fortæller, at ”da vi læste ansøgningerne faldt vi med det samme over Annas gode ansøgning, og hun skulle naturligvis være blandt de ansøgere, som vi indkaldte til samtale. Anna var den, der ’shinede’ mest ved samtalen, vi tilbød hende jobbet, og heldigvis for VUC sagde hun ja tak”.
Hun fortalte efter ansættelsesstarten, at hun faktisk havde fået tilbudt ikke mindre end 9 andre kontorelevstillinger, men ”jeg var slet ikke i tvivl om, at det var VUC, jeg helst ville være hos”, siger Anna.   


Anna drømmer om en fortsat karriere inden for uddannelsessektoren, når hun er færdiguddannet, ”det er en spændende branche, hvor der altid er en masse forskelligartede og udfordrende opgaver, og det elsker jeg”, siger Anna.

 


Ingen kommentarer:

Send en kommentar