onsdag den 31. maj 2017

Mor til to: Fjernundervisning giver luft i en travl hverdag


Trine Hansen er alenemor med 2 børn og har en travl hverdag med et stramt skema. Alligevel har hun fundet tid til at læse en hf som enkeltfag. Trine supplerer sit skoleskema på HF & VUC FYN i Nyborg med timer i engelsk på fjernundervisning. En kombination der dækker de sociale behov og giver større fleksibilitet i hverdagen.

”Det er rart at have timer på skolen, hvor jeg har mulighed for at komme ud og møde andre kursister, men jeg sætter samtidig pris på den ekstra frihed, jeg får på fjernundervisning. Det giver mig mere luft i hverdagen.”

Og netop luft i hverdagen er der brug for, når man som Trine skal passe skolen ind i et travlt program.

”Det kan være svært at få skoleskemaet til passe sammen med en travl hverdag med arbejde og familie, der skal passes. Som alenemor har jeg jo ikke mulighed for først at få fri kl. kvart i fem om eftermiddagen.”

Var ikke klar til uddannelse
Selv om Trine nu er godt på vej mod sin hf-eksamen, har lysten til uddannelsen ikke altid været der. Da Trine var yngre manglede motivationen til at gå i skole, og derfor har hun aldrig fået taget sin ungdomsuddannelse. Da hun blev ældre og mere moden kom lysten til skolen dog langsomt snigende.

”Jeg var ikke klar til uddannelse, før jeg fik børn. Jeg skulle lige være det rigtige sted i livet. Da jeg ventede mit andet barn tog jeg beslutningen om, at jeg ville i gang efter barslen, fortæller 29-årige Trine, der har planer om at læse videre til sygeplejerske, når eksamensbeviset er i hus til næste sommer.

Fjernundervisning kræver struktur
Indtil da er der dog et studie, der skal passes, og når der er fart på i hverdagen kræver det disciplin at følge med i skolen. Derfor har Trine sat struktur på lektielæsningen. Og hvis der er meget, der skal læses, printer hun teksterne ud.

”Jeg har struktureret studiet på fjernundervisning, så jeg læser lidt af pensum hver dag. Det foretrækker jeg, frem for at skulle side 8 timer en enkelt dag med næsen i pensum. Lektielæsningen klarer jeg ofte i aftentimerne, når min ældste også sidder med lektierne”.

Der er hjælp at hente
Kontakten til læreren foregår primært over telefon eller mail, for som Trine selv beskriver det, så er hun ikke så teknisk anlagt. Men det er ingen undskyldning for ikke at gå i gang med fjernundervisning, mener hun.

”Der kan jo sagtens være nogle forhindringer undervejs, men der er jo heldigvis hjælp at hente både til it og til timerne. Man kan sagtens lave en aftale med sin lærer og få styr på tingene”, lyder det fra Trine, der gerne giver et godt råd med på vejen til andre, der overvejer fjernundervisning:

”Man skal være god til at holde sig selv i ørene og være standhaftig. Det er vigtigt ikke at lade sig slå ud, selv om man skulle komme bagud i forhold til skemaet. Så skal man bare klø på”, lyder opfordringen.

Vil du vide mere om fjernundervisning?

Så kig forbi fjernundervisning.nu og læs mere


mandag den 15. maj 2017

Dårlig ryg blev anledning til frisk start på VUC



Michael Bøgelund Pedersen er ikke sådan at slå ud. Efter dårlige nyheder fra lægen om at en dårlig ryg stod i vejen for drømmen om en tømreruddannelse, besluttede den 20-årige tømrerlærling at tage skeen i den anden hånd. Det betød et sporskifte og en ny start på HF & VUC FYN i Svendborg, hvor Michael har sat sig nye mål for fremtiden.

Michael sidder i en stol i den ene ende af den store, farvestrålende aula i HF & VUC FYNs gamle bygning i Svendborg. Rundt om sidder andre kursister og snakker. Nogle er på vej til time, mens andre arbejder i grupper. Alle har de deres egen historie om, hvad der har ført dem til VUC, og Michael er ingen undtagelse.

Mens Michael sidder og taler – netop ankommet fra en veloverstået dansktime – former der sig en historie, der på mange måder er en klassisk VUC-fortælling, om den ambitiøse unge, hvis oprindelige plan om en uddannelse led et knæk.

”Jeg var i fuld gang med tømrer-uddannelsen, men fik pludseligt konstateret skæv ryg. Så jeg ville ikke kunne gennemføre uddannelsen. Jeg havde ikke de bedste erfaringer fra folkeskolen, og jeg besluttede derfor at få genopfrisket min niende klasse”, fortæller Michael, der fik nys om mulighed for at læse på VUC igennem kærestens søster, der snakkede godt om afdelingen i Svendborg.

Efter et år på skolebænken - først på forberedende voksenuddannelse og nu på almen voksenuddannelse, har Michael fundet sig godt til rette i de nye omgivelser og har fundet glæden ved at gå i skole igen.


”Da jeg startede på VUC var jeg først bange for, at jeg ville falde ind i samme vaner som i folkeskolen med for meget fravær, men nu går det meget bedre. Jeg er jo selvfølgelig også blev ældre og tager tingene mere seriøst nu”, fortæller Michael.

At uddannelsen glippede i folkeskolen skyldes bl.a. at Michael har ADHD. Det gjorde det svært at passe undervisning og følge med i timerne.

”I folkeskolen havde jeg krudt i røven. Der skulle ske noget hele tiden. Det er selvfølgelig bedre nu, men undervisningen hjælper også på det. Fx i dansk, hvor vores lærer inddrager fysisk bevægelse i timerne.”

Michael er efter eget udsagn genert af natur, men efter starten på VUC, hvor han er faldet godt ind i det sociale fællesskab, har selvtilliden og ikke mindst lysten til at deltage i timerne fået et boost.

"I dag kan jeg ikke se, hvorfor jeg har været så bange for skolen, for det er jo pissefedt at være her. Jeg har udviklet mig meget. Jeg er blevet mere åben og udadvendt. Det handler om ikke holde sig tilbage i timerne. Der er ingen grund til at være bange for at sige noget forkert, man kan jo kun blive klogere af det”, lyder opfordringen.

Michael klarer sig godt i timerne og har vist flotte resultater – og han har fået lov til at hoppe et niveau over i mange af fagene. Og der skal være plads til at behandle kursisterne forskelligt, mener han. 

"I folkeskolen handler det hele om at være på lige fod med de andre. Man behandler folk ud fra samme krav. På VUC behandler man folk som individer. Hvis man fx ikke er særlig god til engelsk, så starter man på basisniveau, men man har mulighed for hurtigt at stige i niveau. Der er ikke noget krav om, at du skal være på samme niveau som alle andre".

Nu hvor tingene er ved at falde på plads for Michael falder tankerne også meget naturligt på fremtiden efter VUC - og planen er klar – Michael vil nemlig arbejde med børn.

”Min kærestes søster har lige fået en datter, min søster har også fået børn – og jeg har altid fået at vide, at jeg er god til børn, så derfor tænkte jeg, at pædagog ville passe godt til mig.”