mandag den 27. februar 2017

VUC blev et springbræt til en ny start


Da Rikke Jensen blev færdig som pædagogisk assistent i 2014 glædede hun sig til at komme i gang med sit arbejde og tage hul på et nyt kapitel i sit liv. Drømmejobbet lod dog vente på sig og efter et par år med besparelser inden for børneområdet og en kamp for at få foden indenfor på arbejdsmarkedet besluttede Rikke, at det var tid til en ny plan. Det blev startskuddet til et målrettet studieforløb på HF & VUC FYN og en ny drøm om at læse videre til sygeplejerske.

”Jeg er meget glad for at arbejde med mennesker, og specielt børn, så jeg vidste, at det stadig skulle være inden for dette område, jeg ville arbejde. I og med at jeg ikke havde en gymnasial uddannelse, fandt jeg hurtigt ud af, at jeg skulle et smut ind forbi HF & VUC FYN og læse nogle fag op, for at kunne søge ind på en eventuel videregående uddannelse”, fortæller Rikke.

På HF & VUC FYN er Rikke begyndt på et koncentreret 1-årig hf-forløb, der giver hende de fag, hun mangler, for at komme videre med sit uddannelsesforløb. På Sundhedspakken går Rikke sammen med andre kursister, der gerne vil læse videre inden for det sundhedsfaglige område, og hun bliver undervist i fagene dansk, engelsk, psykologi og biologi, der giver adgang til bl.a. sygeplejerskeuddannelsen via kvote 2.

Målrettede forløb sparer tid

Med sundhedspakken sparer Rikke et helt år sammenlignet med en 2-årig hf. Og når man som Rikke er ivrig efter at komme videre med sit studie og ikke vil leve på SU længere end højest nødvendigt, så er tid en vigtig faktor.

”Jeg synes idéen med de forskellige pakker på HF & VUC FYN er fantastisk. De er målrettet dine drømme og mål, så i stedet for at tage en fuld hf, så tager man kun de fag som er relevante, for det man nu skal bruge fremadrettet. Det gør det samtidig mere overskueligt, da man jo er et voksent menneske og gerne vil hurtigere ud på arbejdsmarkedet. Det hjælper pakkerne på HF & VUC FYN i den grad med”, siger Rikke.

Sammenholdet er vigtigt

Inden Rikke startede på VUC, var hun usikker på, om hun havde det, der skulle til for at klare sig på det koncentrerede forløb på VUC. Heldigvis er der et godt sammenhold på uddannelsen, hvor kursisterne hjælper hinanden.

”Sammenholdet er virkeligt godt. Vi hjælper og inspirerer hinanden, og det gør, at man ikke føler sig alene om tingene på samme måde”, fortæller Rikke, der samtidig glæder sig over det gode sociale sammenhold blandt kursisterne.

Ligesom Rikke bruger langt de fleste af studiekammeraterne uddannelsesforløbet som et springbræt til en ny start.

”Nogle har fået arbejdsskader og kan ikke fortsætte i deres nuværende arbejde, andre kan ikke få et job, mens nogle bygger oven på den uddannelse, de allerede har”, fortæller Rikke.

Kendte ikke til muligheden

Inden Rikke startede på VUC, var hun ikke klar over, at det var muligt at blive klar til at læse videre på kun et år.

Derfor håber hun, at hendes historie kan være en inspiration for andre, der måske heller ikke kender til muligheden på VUC, og hun opfordrer andre til bare at springe ud i det.

”Man kan jo sagtens. Det handler bare om at følge med”, slutter Rikke af.

mandag den 20. februar 2017


KEMIEN I ØL & VIN

Kursisterne Camilla og Lene er trukket i de hvide kitler i kemilokalet. Årsagen til det er, at de er i gang med at skrive større skriftlig opgave (SSO) i kemi og for Camilla og Lenes vedkommende skal der udføres en række kemiforsøg med øl og vin for at kunne skrive opgaven.


Camilla Strandholdt og hf-lærer Henrik Frydendahl
Camilla Strandholdt, 24 år
skal lave forsøg med hvidvin. Her skal hun undersøge, hvor meget sulfit, der er i vinen. For de uindviede i kemiens verden er sulfit et stof, der hæmmer gæring og bakterievækst i vinen og binder forskellige stoffer i vinen, så den smager bedre. Camilla undersøger desuden om der er forskel på en økologisk hvidvin og en ikke-økologisk.







Lene Damm-Jensen afmåler øl
Lene Damm-Jensen, 25 år
Lene Damm-Jensen har valgt at lave forsøg med øl. Hun vil undersøge to ting: Passer alkoholprocenten i øllen med varedeklarationen og sker der noget med alkoholmængden, hvis øllen bliver for gammel? Til forsøget har hun købt en ny øl og skaffet én, der er mere end 2 år for gammel.














FAKTA OM SSO 


SSO er en del af hf-studiet for alle kursister, der tager en fuld hf. Kursisterne vælger selv fag og det emne, de ønsker at skrive om, og de har en uge til at skrive opgaven i.
Lene Damm-Jensen & Camilla Strandholdt i fuld gang med kemiforsøg





fredag den 10. februar 2017

HF ADVENTURE - Kursister i det våde element



Når man vil se hvad der sker i timerne på Hf Adventure, ved man aldrig helt om det er i kajakker ved stranden, på mountainbikes i skoven eller i træningstøj i hallen man skal finde kursisterne. Da vi valgte at kigge indenfor i deres timer befandt de sig i svømmehallen.

Timernes indhold lød på brystsvømning, livredningsøvelser/bjærgning. statisk og dynamisk fridykning og spring fra vipper. Inden de kom havde de netop gennemgået teorien som basis for de praktiske øvelser.

Inden længe skal kursisterne på Hf Adventure i gang med at arrangere det årlige Adventure Race,
hvor de laver et løb med alsidige poster – så andre unge også kan få mulighed for at teste deres fysik og psyke.

Løbet afholdes i år den 28. april – og der er stadig ledige pladser!








Et kig ind i undervisningnen - dansk på hf





Film til det store lærred
”Lav hele bevægelsen med begge kameraindstillinger” lyder det, da vi stikker hovedet ind i dansktimen på HF & VUC FYN i Nyborg. 

Mediefagslærer Charlotte Larsen og dansklærer Sidsel Sander Mittet er ved at give de sidste instruktioner, inden holdet skal ud og optage film.

Da alle grupper er bevæbnet med stativer, kameraer, mikrofoner og rekvisitter fordeles de ud til de locations, som hver deres Storyboard kræver. Jeg følger en gruppe som skal filmatisere et digt af Yahya Hassan som hedder ”Røveriforsøget” i en fortolket version.

Første del af optagelserne foregår i skolens kælder, hvor stemningen sættes med tomme flasker,
spraydåser og to suspekte personer. Herefter går turen forbi skolens værksted, for at låne et koben til optagelserne af selve ”røveriet”.

Filmfestival/Oscar Event


De færdige film bliver vist på det store lærred ved en VUC filmfestival som afholdes i biografen i Nyborg den 3. marts 2017. Til arrangementet rulles den røde løber ud og alle møder op i gallatøj.

Til filmfestivalen vil der blive vist omkring 20 film af 1-1½ minuts varighed – som alle er produceret af skolens dansk- eller mediefagskursister. Der vil efterfølgende blive uddelt priser til bedste skuespillere, instruktører. lyd scenografi og slutteligt den meget eftertragtede publikumspris.







tirsdag den 7. februar 2017

Fra ufaglært mor til fire til færdiguddannet specialpædagog



Da Joan Opsand Larsen blev fyret fra sit job tilbage i 2012 tog hun en beslutning. Nu skulle det være slut med ufaglært arbejde. Den beslutning blev starten på en lang uddannelsesrejse, der i første omgang førte hende til HF & VUC FYN og derefter til University College Lillebælt, hvor hun netop har bestået pædagoguddannelsen med et 12-tal i sin sidste eksamen.


Joan har altid haft let ved at skabe relationer til andre mennesker. Så da hun startede på HF & VUC FYN var det oplagt at vælge et skræddersyet hf-enkeltfagsforløb målrettet pædagoguddannelsen. Her blev hun kun undervist i de mest relevante fag – og det gav plads og overskud.

”Det gode ved et enkeltfagsforløb er, at det er skræddersyet til den uddannelse, du vil læse videre på. Der er færre fag og dermed mere tid til at fokusere på de enkelte fag, i forhold til hvis man skulle tage en fuld hf”, fortæller Joan, der dog ikke lægger skjul på, at hun ikke har kunne klare at jonglere job, familie og studie uden støtte hjemmefra.

”Jeg har da haft meget fravær fra familien. Men det handler meget om at planlægge sin tid. Min mand har været en god støtte og troet på mig. Og det er vigtigt med et godt og stabilt bagland og nogen, der tror på en. Så skal man nok komme i mål”, siger Joan og fortsætter:

”Man skal ikke sige, at man ikke kan. Man starter ikke med at have en plan, men hvis man har viljen til at ville lykkedes med noget og man har troen på det, så skal det også nok lykkedes”.


Støtte fra familien

Vejen til målet har dog ikke været uden udfordringer for Joan, der undervejs i sit uddannelsesforløb har skulle finde og genfinde troen på egne evner. Selvtilliden fandt hun dog på VUC, da hun blev mødt med den tro på egne evner, som hun selv manglede. Og Joan husker specielt én lærer fra tiden på VUC.

”Maria Gyldendal, som underviste mig i engelsk har betydet meget for mig. Hun troede virkeligt på os. Hun viste os, at det var okay at lave fejl, kaste sig ud i tingene og bare snakke løs – også selv om det ikke lød helt rigtigt til begynde med”, fortæller Joan.

En del af fællesskabet

Da Joan startede på pædagoguddannelsen var et kig rundt i klasselokalet nok til at se, at hun var ældre end de fleste andre studerende. Men det faktum holdt hende på ingen måde tilbage fra at gå ´all-in´ på studiet og det sociale samvær.

”Når man har den alder, jeg har, så stikker man måske lidt ud på sådan en uddannelse. Men jeg har alligevel valgt at kaste mig ind i fællesskabet og ikke stå på sidelinjen. Jeg har været med til alle arrangementer og fester. Det styrker bare ens relationer og gør, at man bliver en del af fællesskabet”.

Arbejde med omsorgssvigtede børn og unge
Selv om blækket på diplomet kun lige er tørt så er det første job allerede i hus. Den 1. januar startede Joan på et opholdssted for omsorgssvigtede børn og unge – et spændende og udfordrende job, hvor hun får mulighed for at bruge de ting, hun har lært på uddannelsen til social- og specialpædagog.

Og selv om Joan er glad for at være kommet i gang med sit nye arbejde, så har hun ikke sat benene i en uddannelsesinstitution for sidste gang, lyder meldingen.



torsdag den 2. februar 2017

"Et alletiders trinbræt til en erhvervsuddannelse"


Kim, Victor og Torben er blevet klar til en erhvervsuddannelse

Når man har gået arbejdsløs et stykke tid, kræver det lidt ekstra at komme i gang med en uddannelse. Det kan tre elever fra Svendborg Erhvervsskole tale med om. Vi har talt med Torben og Victor på 28 år samt Kim på 19 år. De har alle tre gået på ´Klar til erhverv´ – et forløb der forbereder deltagerne til en erhvervsfaglig uddannelse. HF & VUC FYN Svendborg står for undervisningen i lokaler på Svendborg Erhvervsskole.

Torben Worm Sørensen, 28 år
”Jeg var arbejdsløs og manglede noget uddannelse for at kunne finde et job”, fortæller Torben. Han havde kontakt med en sagsbehandler på Jobcenter Svendborg, og selv om Torben følte sig skoletræt, blev de alligevel enige om, at han skulle prøve det nye uddannelsesparathedsforløb UP.

Torben fortsatte efter kort tid på forløbet Klar til erhverv, hvor der mere målrettet undervises i dansk, engelsk og matematik, og hvor kursisterne bliver rustet til at starte på erhvervsskolen bagefter. ”Det var det helt rigtige for mig”, siger Torben, ”for det gik jo rigtig godt. Jeg fik gode karakterer og var langt bedre fagligt, end jeg selv gik og troede. Nu er jeg startet på data- og kommunikationsuddannelsen, for jeg har en drøm om at blive selvstændig inden for IT-rådgivning og programmering”.

Johan Victor Henriksen Ashford (kaldet Victor),  28 år
”Jeg havde været ude at sejle som skibsassistent på forskellige skibe. Men på grund af dårlige knæ, var jeg nødt til at finde på noget andet”. Victor fortæller endvidere, at han var gået ud af 9. klasse og havde brug for at få genopfrisket en masse for at kunne starte på en ny uddannelse. Derfor kom han ind på UP, og videre derfra på Klar til erhverv, hvor han modtog undervisning i dansk, engelsk, matematik og naturfag.

”Det gik fint med prøverne, og jeg var rigtig stolt, da jeg fik 12 i naturfag. Nu er jeg startet på elektrikeruddannelsen her på erhvervsskolen og der er en masse nyt, jeg skal lære om lovgivning, strøm og elektronik. Det er spændende og hårdt, men godt at kunne bruge hænderne noget mere”, afslutter Victor.


Kim Thygesen, 19 år
”Jeg var gået ud af 9. klasse med fine karakterer,
og jeg ville gerne have været fisker. Men fordi jeg
har ADHD, kunne jeg desværre ikke få et søsikkerhedsbevis. Det slog mig lidt ud, og jeg var på kontanthjælp noget tid”. Kim fortæller, at han i samarbejde med Jobcentret aftalte, at han skulle prøve at snuse til nogle andre uddannelser. Det krævede en genopfriskning af lærdommen fra folkeskolen, og han kom derfor også ind på UP og videre på Klar til erhverv.

”Nu er jeg ved at uddanne mig til murer, og jeg brænder for murerhåndværket nu. Samtidig har jeg den fordel, at jeg har gået her på erhvervsskolen på de to andre forløb, så jeg kender omgivelserne og føler mig ikke som en ny elev på skolen”.

Hverdagen på Klar til erhverv
Når man taler med Torben, Victor og Kim, er der hele tiden to elementer, der går igen i snakken. Det er sammenholdet i klassen og så dét, at der ofte inddrages hverdagseksempler i undervisningen. ”Det gør det meget nemmere at lære det faglige, når vi kan forholde os til noget praktisk” siger Kim og de andre nikker. Susi Kyhn, der både er studievejleder, koordinator og lærer på forløbet, supplerer med, at holdet er niveaudelt i hhv. G, F og E, der svarer til undervisning på 9. og 10. klasses niveau. ”Det betyder, at man med beståede karakterer i dansk, engelsk og matematik er klar til optagelse på erhvervsskolen, og eftersom forløbet kun tager ½ år, er det en god løsning for dem, der har været væk fra uddannelsesmiljøet noget tid”, siger Susi.

Som en afsluttende bemærkning spurgte vi om, hvad de eventuelt ville sige til andre, der stod i en lignende situation, og meget hurtigt kom det fra Torben: ”Det her er alletiders trinbræt for at komme i gang med en erhvervsuddannelse, fordi der i forløbet samarbejdes med erhvervsskolen omkring overgangskrav til deres uddannelser. Undervejs har vi fx haft besøg af en studievejleder fra erhvervsskolen, og der er også tilknyttet mentorer fra kommunen”.