fredag den 26. juni 2015

Talblind – når man ikke er særlig god til tal


Jeg var nok 15 år, inden jeg lærte at kende forskel på højre og venstre – og temmelig gammel, inden jeg lærte klokken. Det er typisk for talblinde. Køreplaner er også et helvede – ja, og pinkoder. Dem husker jeg bedst ved at ”have dem i fingrene”, fortæller Line Jensen. Hendes matematiklærer, Lis Judith Hesselberg kender til manges problemer med matematik og forsøger derfor at skabe tryghed i klassen for at fjerne frygten - ja, i virkeligheden både for matematik og matematiklærere.

HF & VUC FYN i Nyborg tilbyder 

særlig hf-klasse for talblinde



Af journalist Hans Havgaard Hansen

Skriv en formel, og jeg fatter ikke, hvad der står.
Men put så kød og blod på formlen. Fortæl hvad det handler om i det virkelige liv, så hjælper det.
Sådan fortæller 25-årige Line Jensen fra Nyborg om, hvordan hun oplever at være talblind.
For Line har matematikken været et sandt helvede fra en ganske tidlig start i folkeskolen.
- Ja, det har været så slemt, at jeg begyndt helt at blive væk fra matematiktimerne. Jeg hadede det fag, fortæller hun.
Matematiklæreren opgav Line.
- Han vidste ganske enkelt ikke, hvad han skulle stille op med mig, fortæller hun.
En ny matematiklærer hjalp en del.
- Men i virkeligheden er det først som 25-årig hf-kursist på HF & VUC FYN i Nyborg, jeg er begyndt at få greb om matematikken.

Der er mange ting, et gulv og et par pinde kan bruges til - også til at
snakke koordinatsystemer, skæringspunkter og hældningsgrader.

Blev opgivet – og gav op

I folkeskolen blev Line efterhånden væk fra matematiktimerne.
- Jeg opgav matematikken.
- Og min lærer opgav mig, fortæller Line Jensen.
Line følte sig flov. Og hun følte sig rigtig dårlig til faget.
- Jeg prøvede og prøvede og prøvede, men kunne bare ikke. Så jeg måtte jo være dum, tænkte hun og begyndte at sætte sig ud i skolegården i matematiktimerne.
 På et tidspunkt fik Line en ny matematiklærer i syvende klasse. Det hjalp lidt.
- Vi tog ligesom matematikken helt forfra.

Tilbage i skole

Efter at have haft eget firma nogle år, besluttede Line sig for at tage en hf - selvom det betød, at jeg skulle have matematik på c-niveau.
- Jeg er ikke super dygtig, men jeg prøver jo og får god støtte fra min lærer – og mine kammerater.
Line husker tydeligt noget af det første, hendes matematiklærer sagde til klassen: ”Det kan godt være, I ikke synes matematik er sjovt. Men det skal jeg nok få gjort noget ved”.
- Og det gør du virkelig, siger Line til sin matematiklærer, Lis Judith Hesselberg.
- Selv om vi er 15 i klassen, er du god til at komme rundt. Og det er helt vildt utroligt, du har den tålmodighed, du har.

Tryghed er afgørende - også for at lære matematik,, så det sørger matematiklærer Lis Judith Hesselberg for
 at skabe. Hverken matematik eller matematiklærere skal være farlige, siger hun.


Måske er det symbolerne, der driller

For at Line skal forstå matematikken, kræver det en stor del praktiske eksempler fra hverdagen ind over matematikken.
- Måske handler det om, at jeg har vanskeligt ved at koble matematikkens symboler med virkeligheden, funderer Line.



I sommeren 2014 testede HF & VUC FYN alle, som havde valgt matematik c.
Fem ud af 50 blev efterfølgende tilbudt dyskalkuliundervisning med tre gange tyve minutters ekstra hjælp om ugen.
Fra skolestart 2015 tilbyder HF & VUC FYN i Nyborg en egentlig treårig hf-linje for talblinde.
Talblinde-klassen kører parløb med en ordblindeklasse, event og kommunikation samt Grøn hf.




torsdag den 18. juni 2015

SUMI-E – vi maler følelser!

I EU-projektet ”Learning to be Happy” arbejder HF & VUC FYN Ringen med at udvikle metoder, som gør kursisterne bedre i stand til at håndtere følelser og øge arbejdsglæden. Den japanske male-teknik Sumi-e indgår i arbejdet.


Af Journalist Hans Havgaard Hansen

- Prøv at se. Det er sådan her man gør. Du stiller dig foran et bord i hoftehøjde.
Albuen stikker du ind i taljen, så penslen følger dine kropsbevægelser direkte.
Stine Rasmussen har billedkunst på HF & VUC FYN i Glamsbjerg og fortæller, hvordan de har arbejdet med blandt andet den japanske Sumi-e teknik.
- Forestil dig så, at du er rigtig godt vred. Gå ind i følelsen – og mal den med dine kropsbevægelser.
- Forestil dig ligeledes, at du er glad. Gå ind i følelsen med hele kroppen, lav et glædes-pensel-strøg, stop op og mærk følelsen. Bagefter giver du slip, og hele processen gentager du til hvert strøg, viser Stine Rasmussen.

Bevidstheden om, hvad man tænker og føler, gør det muligt at hoppe ind og ud af følelser, så de bliver lettere at håndtere. Teknikken gør det også lettere at være nærværende og fokuseret, forklarer Kirsten Kampp.

Vi lærer at styre vores tanker og følelser

I Sumi-e traditionen forsøger man at undgå fastlåst opmærksomhed.
- Fastlåst opmærksomhed kan sammenlignes med at vi kører i ring med en tanke eller følelse, forklarer Stines lærer, Kirsten Kampp.
- Hvis vi er ubevidste omkring vores tanker og følelser, kan de hindre os i at opleve nuet og være nærværende.
Sumi-e-teknikken træner et bevidst fokus omkring tanker og følelser. Og den teknik kan vi for eksempel også bruge til at skabe fokus på emnet under en eksamen, supplerer Kirsten Kampp.

Lige et øjeblik, jeg stopper tankerne

Når man laver et glædesstrøg – så bruger man de positive følelser i hele kroppen. Når man laver et vredesstrøg – så bruger man vredens kræfter. De skift kræver, at man står op under arbejdet. Det kan ikke lade sig gøre for os at få hele kroppen med, hvis vi sidder på en stol, forklarer Stine Rasmussen. Først når man har trænet i flere år kan man gøre det når som helst og hvor som helst.
Igennem 30 år har Kirsten trænet sin bevidsthed, så hun kan springe de meditative penseløvelser.
Kursisterne spørger lige om hun vil vise, hvordan hun gør.
Kirsten vender opmærksomheden indad og svarer få sekunder efter.
- Sådan kan man faktisk træne at nulstille sig selv.
- Hvad sker der så oppe i dit hoved, Kirsten, spørger en kursist?
- Intet. Og det er en fantastisk måde lige at få lidt energi, hvis man har travlt, forklarer hun.

Kræver træning

Er det lidt det samme som at stene, spørger en anden kursist.
- Ja, næsten, svarer Kirsten Kampp. Og det er jo noget, vi alle sammen gør. Zenbuddhisterne dyrker bare meditationen systematisk, uddyber hun. Og White Space i Sumi-e kan ses som et billedligt udtryk for det meditative.
 - Hvad med dig selv, spørger Kirsten Kampp så kursisten. Hvornår oplever du selv den tilstand?
-Det er nok, når jeg danser, lyder svaret.

Hvis du vil videre mere om projekt Learn to be Happy, kan du kigge forbi projektets hjemmeside: http://learningtobehappy.eu/

Efterlad din eksamensangst

Billedkunstlæreren kører samtalen videre og drejer den ind på eksamen.
- I den situation kan I også have stor gavn af teknikken med at være bevidst og håndtere fokus på et emne. Vi er jo alle nervøse ved en eksamination og har alle prøvet at kæmpe mod følelsen, uden at det lykkes. Når I oplever nervøsitet – så prøv at forblive i nervøsiteten, accepter den og mærke godt efter, hvordan den føles.
Tag så en beslutning om at pakke nervøsiteten ned i en imaginær rygsæk – og sæt den fra dig. Så er der plads til at flytte fokus og bevidsthed over på fagets emne i stedet.
- Men teknikken skal trænes, opfordrer billedkunstlæreren kort tid før eksamen i billedkunst.





FAKTA: I forbindelse med EU-projektet har folkene bag Learning to be Happy lavet en spørgeskemaundersøgelse og individuelle interviews om glæde og redskaber til at håndtere følelser.
Det viser sig, at mange mennesker ikke har tilstrækkelige redskaber til at håndtere deres følelser.
Og det er nogle af de kompetencer, vi gerne vil være med til at udvikle gennem projektet, som blandt andet omfatter Sumi-e teknikkerne, træning i at være i nuet og træning i at administrere tanker og følelser. 
Projektet har både omfattet den daglige undervisning på skolen i Glamsbjerg samt to internat-weekends på VUC.
Den danske del af Learning to be Happy har bl.a. taget udgangspunkt i bogen ”Glæd dig” af Thor Nørretranders plus hele bogens litteraturliste inklusive Mihály Csikszentmihalyis flow-teorier.



torsdag den 11. juni 2015

Allerede som niårig røg Ken Brandt hash, og han opbyggede en:

Stenhård facade

En dag i april 2012, hvor hans kone og to børn var på påskeferie, gik det rivende galt for Ken – og hans offer. Her i forrået 2015 har han snakket stoffer med kursisterne på HF & VUC FYN i Søndersø.



Af journalist Hans Havgaard Hansen


Ken ved, hvad stoffer handler om – om nogen.
Og han ved, hvad stoffer kan gøre ved et menneske. Derfor har han en række gange i løbet af foråret 2015 været på HF & VUC FYN i Søndersø for at snakke med kursisterne om stofmisbrug.
Hans eget misbrug startede allerede som 5-årig, hvor han fandt en pakke grøn Cecil på jorden i det boligområde, som han og hans mor lige var flyttet til, efter hans forældre var blevet skilt.
- Og da jeg fyldte seks og var på samme alder som min egen søn er i dag, havde jeg røget et år.
- Det er vildt at tænke på, funderer Ken under interviewet, hvor han fortæller om sin baggrund og sit misbrug.


I dag er Ken Brandt i fængsel, fattig som en kirkerotte men stoffri. Han er begyndt igen at kunne mærke følelser i kroppen. Om de er gode eller ej, er ikke afgørende. Det afgørende er at de får ham til at føle sig i live.

Flygtede til en anden verden

Allerede som ni-årig begyndte Ken at ryge hash.
- Jeg havde fået at vide, at hashrusen var som at komme i en anden verden – og det havde jeg brug for, tænker han tilbage.
Hashen blev en fantastisk virkelighedsflugt.
- Men med hash havde jeg rykket en grænse, og misbruget eskalerede.
- Om morgenen begyndte jeg at tage Amfetamin og kokain for at kunne stå op og så holde den kørende.
Og da han fik en kæreste og to små børn, begyndte han også at tage benzodiazepiner for at falde ned igen efter arbejde.
Igennem mere end 10 år havde han opbygget et månedligt forbrug af stoffer for 60.000 kr.

Stoffer for 60.000 kr. om måneden

Ken drev en montagevirksomhed, som gav godt. Og på trods af de store udgifter til stoffer, var der også råd til villa, to biler og motorcykel – om end ikke på helt ærlig vis.
- Min moral var ringe, og jeg svindlede og bedrog, så meget jeg kunne. Så det blev også til en blomstrende kriminel løbebane ved siden af mit borgerlige erhverv, beretter Ken.

Sindet var ved at gå i stykker

Men hele vejen igennem så det godt ud på overfladen.
- Ingen kendte til mit misbrug og kriminalitet. Dem omkring mig troede, jeg havde lagt misbruget bag mig som 18-årig, fortæller Ken efter at have haft træffetid med kursister på VUC i Søndersø.
- Jeg var narkoman med en vis værdighed, som han beskriver det.
Men i virkeligheden var han ved at ødelægge sig selv fuldstændig med stoffer.
- Mit sind kunne ikke klare mere.

Anskaffede pistol

Ken begyndte at få forfølgelsesvanvid og anskaffede sig en pistol, som han havde med sig i bilen.
- Jeg blev mere og mere mærkelig. Og på arbejdet var jeg ikke længere stabil, erindrer han.
Hans kæreste spurgte bekymret til hans helbred.
- Men jeg havde ikke tænkt mig at afsløre min reelle situation og var en fantastisk løgner. Så jeg fastholdt, at alt var ok.

Måske skal jeg slå ihjel

Vi fik vores anden søn i december 2011, og jeg kunne bare slette ikke knytte mig til ham.
Jeg havde det mærkeligt.
Fire måneder senere – i april 2012 – sad Ken hjemme en fredag aften.
- Min kæreste og to børn var kørt i sommerhus for at holde påske, og jeg gav den fuld gas med stofferne.
- Jeg havde fået en ide om at gøre noget, jeg ikke plejede at kunne gøre og gik i gang med at vaske min bil godt og grundigt, tænker Ken tilbage.
Men det var for koldt.
- Så fandt jeg på, at jeg heller aldrig havde prøvet slå et menneske ihjel.
Den tanke havde Ken aldrig haft før. Den var spændende og ny, og den pirrede ham.
Flere overvejelser var der ikke i det. Og Ken indså ikke alvoren i sine tanker.

Koldt og kynisk

Han havde ingen fjender og begyndte at ransage sin hjerne for at finde ud af, hvem han kunne udse sig som offer.
Valget faldt på en ung knægt på 24 år, som Ken havde kendskab til fra en tidligere arbejdsplads.

Vækket af politiet

I sin rus satte Ken sig ud i bilen, drejede nøglen og kørte ned for at vække ham – og overfalde ham med en hammer.
- Jeg slog ham rigtig meget i stykker og kørte så hjem, vaskede mig og lagde mig til at sove.
Jeg var fuldstændig følelseskold, erindrer Ken fra den nat.

I koma seks uger

Det 24-årige offer nåede at udtale Kens navn, inden han gik i koma – en tilstand han forblev i de næste seks uger.
Det blev derfor betjente fra Fyns politi, der vækkede Ken af sin søvn den nat, lagde ham i håndjern og satte ham i arresten, hvor han sad, indtil han fik sin dom på 7 år for forsøg på manddrab og røg videre i behandlingsafdelingen på Nyborg Statsfængsel.

En kold tyrker, tak

Behandlingsafdelingen var et lukket miljø uden stoffer, og det tvang Ken til at gå en anden vej.
Og han afslog medicin til at tage de værste abstinenser.
- Jeg havde smerter ind til ben-marven og følte, jeg blev stukket med knive. Og psykisk var jeg i et sort, sort hul.
- Men i behandlingsafdelingen var vi mange i samme båd og fik meget opmærksomhed og fokus i arbejdet med at komme ud af stofferne, siger Ken.

Grotesk situation

- Man kan sige, at det var efter mit forsøg på at tage en anden mands liv, at jeg selv blev hjulpet tilbage til livet. Og det virker grotesk at tænke på, siger Ken Brandt.
Ken har bedt om et konfliktråd for at mødes med den unge mand, han slog ned.
- Men det har offeret ikke ønsket. Og det skal naturligvis være hans valg, anerkender Kent.

Job på VUC giver mening

Ken har ikke tænkt sig at søge konfliktråd igen.
- Det skal helt være op til den unge mand, jeg slog ned.
Han vil i stedet bruge sin skrøbelige baggrund og sin erfaring med stoffer til at snakke med unge om netop de problemer. Og det giver mening for ham at snakke fortroligt med kursisterne på VUC, de gange, han har været der i løbet af foråret 2015. Og selv er han en anden mand i dag, hvor han er ude af stofmisbruget.
- Hvad jeg snakker med kursisterne om?
- Det kan være alt fra kriminalitet, misbrug, seksuel udnyttelse, at datteren er syg, at det er svært ved komme op om morgenen – alt muligt.

Socialt udfordrede kursister

- Mange af de mennesker, jeg møder her, er socialt udfordret og har været det hele deres liv. Men jeg har jo selv været rigtig langt ude og kan af gode grunde ikke være dømmende.
Ken mener, det er en af grundene til, at kursisterne tør betro sig til ham og gerne vil fortælle om deres egne problemer.
- En anden grund er uden tvivl, at jeg ikke repræsenterer noget system men bare lytter – og snakker. Jeg tror, det er det, mange kursister har brug for, siger han.

Far er i fængsel

Særligt Kens ældste søn har det svært med, at hans far sidder i fængsel.
Det er jo klart, at han savner sin far. Og det kan jeg ikke lave om på. Men situationen taget i betragtning går det rigtig godt.
Og jeg forsøger virkelig at give dem anerkendelse, omsorg og ubetinget kærlighed den tid, vi har sammen.

Sket er sket

Ken er nødt til at leve med sin fortid og sine handlinger.
- Jeg ved, at min oplevelse af realiteterne var påvirket af stoffer. Og jeg ved, at jeg ikke overfaldt den unge mand ud fra en ond hensigt. Det er jeg nødt til at minde mig selv om.
- Men det kan ikke ændre ved, hvad jeg har gjort. Det er jeg nødt til at leve med, ligesom den mand, jeg overfaldt, kom til at leve i en anden virkelighed, end han havde fortjent.

Kan mærke kroppen igen

- Når alt det er sagt, har jeg det bedre inden i end nogensinde. Jeg ejer intet materielt ud over mit tøj. Men jeg er stoffri, er i gang med en uddannelse til pædagog og har det fantastisk, forklarer Ken om sin tilstand.
Tidligere havde han en ubehagelig fornemmelse af at have et hul i maven – af ikke at have det godt. Den er væk. Og til gengæld er han begyndt at kunne mærke sin krop.
- Følelserne i kroppen kom væltende helt umotiveret, efter stofferne begyndte at forlade systemet. De kom lidt som en gryde med popcorn. Den ene følelse efter den anden poppede helt umotiveret op - gode som dårlige. Jeg nød det fordi jeg vidste det var tegn på bedring. Efterfølgende har jeg arbejdet med at definere og forstå mine følelser, og selvfølgelig at håndtere de forskellige følelser på en rationel måde, forklarer Ken Brandt.
Om det er gode eller dårlige følelser, han mærker i kroppen, er ikke afgørende. Han bliver glad  uafhængigt af følelsernes karakter.
- Følelserne hjælper mig jo til at lære mig selv at kende. Og de mange følelser i kroppen bekræfter mig i, at jeg endelig er blevet rigtig levende.

Kens kæreste gav op efter halvandet år. Og det har han stadig svært ved at erkende. - Til gengæld har jeg fået et godt forhold til min mor, som er lykkelig over, jeg er blevet stoffri. Hun føler sig skyldig over, at hun ikke formåede at sætte rammer for mig som barn – og at give mig den omsorg, et barn har brug for. Men intet menneske forsøger bevidst at skabe et lortebarn. Og når hun besluttede sig for at have to jobs og skabe gode materielle rammer, var det jo ud fra den bedste mening. Så jeg har ikke noget at bebrejde hende, siger 36-årige Ken Brandt





torsdag den 4. juni 2015

Fuld hf som fjernundervisning

Det er bare om at komme i gang, siger 22-årige Adam 

Nogle tænker, jeg er lidt mærkelig at tage en fuld hf som fjernundervisning. Men det er ok. Andre tænker, det er ret smart. Og selv griner jeg hele vejen til mit bevis, som skal få mig ind på medialogi (programmering) ved Aalborg Universitet, siger Adam Stribley.


Af journalist Hans Havgaard Hansen

Hvis ikke, der fandtes fjernundervisning, var jeg nok på kontanthjælp nu – eller førtidspension.
22-årige Adam Stribley er ved at gøre en fuld hf færdig som ren fjernundervisning. Og han er ikke i tvivl om fjernundervisningens værdi for ham, som er droppet ud af gymnasiet tre gange på grund af sit handicap – slidgigt.

Slipper for lærerens gennemgang

Det er glimrende undervisning, hvis man ellers kan tage den ensomhed, der ligger i fjernundervisningens natur.
- Og for mit eget vedkommende har jeg ikke brug for den store omgangskreds. Men ellers kan man jo også bare gå sammen med andre om at løse opgaverne. Det kan jo også være en glimrende måde at lære på.
- Under alle omstændigheder slipper man for at bruge tid på lærerens gennemgang, men kan gå direkte i bøgerne ud fra den plan, der er lagt.

Pas på dovenskaben

Når det er sagt, lægger Adam ikke skjul på, at det kræver en vis portion selvtillid at tage en fuld hf som fjernundervisning.
- Hvis dovenskaben får overtaget, slår det hårdt bagefter. For der er jo trods alt et stykke arbejde, der skal laves, som Adam siger det.
Her har du mit klasseværelse. Generelt har lærerne struktureret materialet godt. Det følger en progression, så jeg hele tiden bruger den viden, jeg lige har tilegnet mig i det foregående. Kun sjældent har jeg været i tvivl om, hvad jeg skulle. Så fjernundervisning fungerer godt for mig, siger Adam Stribley fra Odense.

Hvad med fjernundervisning?

Da Adam var droppet ud af gymnasiet for tredje gang, fordi hans ben ikke kunne holde til dag efter dag at vandre rundt på den fysiske skole, var han frustreret.
Så var det, hans mor spurgte, om han havde overvejet at tage en hf som fjernundervisning.
- Den mulighed kendte jeg slet ikke. Men jeg var hurtig om at få ringet til HF & VUC FYN for at høre om mulighederne.

Hurtigt i gang 

Kort tid efter havde Adam snakket med en studievejler og var skrevet op som fjernkursist, havde fået mail-kontakt til sine lærere og adgang til den elektroniske platform, som fjernundervisningen bruger til udveksling af planer og opgaver.

Deadlines er en hjælp

Den enkelte lærer sendte et skema med deadline, jeg kunne arbejde ud fra.
- Ja, og så var det jo bare om at klø på og at deltage i de to weekender, der er indlagt med laboratorieøvelser i naturfagene. Men jeg kan ikke understrege tit nok, hvor vigtigt det er at følge planen og få afleveret til de aftalte deadlines. Hvis dovenskaben får lov at sejre, går det galt. De aftalte deadlines er faktisk en hjælp til dig selv, understreger Adam.



Enkelte gange har jeg ringet til en lærer i træffetiden. Det har typisk været, hvis opgaven var dårligt formuleret, så jeg ikke forstod den 100 pct.