onsdag den 25. februar 2015

Kortfilm prisvinder fra Faaborg - videre på filmuddannelse i Århus

Af journalist Hans Havgaard Hansen

Nyligt hjemvendt fra et udvekslingsophold i New York skulle Morten Olsen vælge ungdomsuddannelse.
Morten var i tvivl.
Så han forsøgte at tænke ind til kernen af, hvad han virkelig, virkelig, virkelig holder af.
Han så for sig, hvordan han som barn elskede at skrive historier og fantaserede om at lave en tegneseriekanal – udelukkende med sine yndlingsfilm.
I samme periode hørte Morten om Film-medie hf i Faaborg og tænkte: ”Det er det, jeg gør”.


Selv om Morten Olsen nu læser på ”Multiplatform Storytelling and Production” i Århus holder han stadig en tæt kontakt til sine interessefæller i filmmiljøet omkring Film-medie hf i Faaborg.  For tiden arbejder han eksempelvis på en pr-webserie der hedder "Misantropolis". Første afsnit af serien kan du se på: http://vimeo.com/92458777

Belønnet for passion

Studiet i Faaborg var det rigtige valg for Morten.
Han afprøvede både tekniske og kreative sider af medieproduktioner. Og sammen med sin gruppe vandt Morten Fynske Filmfortællingers pris på 100.000 kr. til produktionen af kortfilmen ”Udgang”, som Morten Olsen både var manuskriptforfatter til og instruktørassistent på.

Fik mig gennem en hf

Morten har aldrig været specielt skolemindet. Men da de enkelte fag på Film-medie hf bliver vinklet film- og mediemæssigt, lykkedes det Mortens at komme igennem de boglige fag.
- Så Film-medie hf var klart den rigtige ungdomsuddannelse for mig, fortæller Morten, som nu - i en alder af 22 år - er startet på ”Multiplatform Storytelling and Production” i Århus.

Vil være selvstændig

”Multiplatform Storytelling and Production” er en bred uddannelse inden for kortfilm, reklamefilm og webfilm.
- Her kan jeg i den grad bruge, hvad jeg har lært på Film-medie hf i Faaborg. Og på sigt er mit mål at starte min egen virksomhed, fortæller Morten Olsen, som elsker at ideudvikle og arbejde med filmprojekter.

fredag den 20. februar 2015

Tag til Grøn hf Adventure Race i Nyborg



Grøn hf fra HF & VUC FYN Nyborg afholder Adventure Race fredag den 24. april 2015 i den smukke natur omkring Nyborg.

Et Adventure Race er en løbstype, hvor deltagerne ikke på forhånd kender de udfordringer, de vil blive stillet over for. Men udfordringerne vil være alsidige og kan være både til lands, til vands og i luften.

Alle aktive og eventyrlystne personer er velkomne til at stille op i et 3-mands team – herre, dame eller mix. Det gælder også elever fra andre skoler end HF & VUC FYN.

Der er to udgaver af løbet: Challenge for de seje, og Light hvor alle kan være med.

Du kan læse mere om løbet og om tilmelding på denne hjemmeside her. Eller du kan se en video, som viser, hvad et adventure race har at byde på.
Angående tilmelding og spørgsmål kan du kontakte løbsleder Martin Larsen Fast på mlf@vucfyn.dk.



mandag den 16. februar 2015

Fra piratjæger til studerende på SDU

Adapt and overcome:

Først piratjæger - så studerende på SDU


Af journalist Hans Havgaard Hansen


Tankskibet Torm Kansas var på vej fra Indien til Sydafrika i november 2013.
Somaliske pirater beskød skibet fra en jolle, og det danske krigsskib, Esbern Snare, blev straks sendt mod skibets position.
Officer og fjernkursist hos HF & VUC FYN, Kasper Haugaard, var ombord på Esbern Snare og var ved at læse til eksamen i historie. Men han fik hurtigt indstillet læsningen.
Nu var det alvor. Kasper var selv blevet en del af historieskrivningen.
Oplysningstid og fransk enevælde måtte vente.


Fjernstudie – et krydderi

Kasper havde en htx-eksamen men manglede historie på b-niveau for at kunne søge ind på Journalistik.
- Så det var oplagt at tage som fjernundervisning, fortæller Kasper Haugaard.

Til eksamen fra Esbern Snare

Efter pirat-aktionen gik Kasper til eksamen og trak ”Det gamle Grækenland og Romerriget”.
Kasper sad i Det Indiske Ocean, lærer og censor i Odense.
Bortset fra det var der ingen forskel i forhold til en hel almindelig eksamen – lige indtil videokonferencen gled ud, og de måtte fortsætte pr. satellittelefon.

Fra journalistik til statskundskab

De tekniske problemer bragte Kasper noget ud af kurs, men som han siger siger: ”Adapt and overcome!
- På den måde kom jeg også igennem den eksamen - og nu igang med en videregående uddannelse, fortæller han.
Men det blev ikke til et journaliststudium i første omgang.
- For jeg nåede ikke hjem til optagelsesprøven, fortæller Kasper.
I stedet har han valgt at læse en bachelor i statskundskab for så senere at tage sin kandidateksamen på Institut for Journalistik.
- Og det er jeg sikker på bliver en god kombination - også i forhold til mine interesser, siger han.




tirsdag den 3. februar 2015

Dear Mr President

Velkommen til HF& VUC FYN 


I går blev der holdt tiltrædelsesreception for Stig Holmelund Jarbøl  - ny rektor på HF & VUC FYN.
Men Stig er snart ikke ny længere.
Han har allerede været på rundtur til alle afdelinger på Fyn og øerne og er klar til hverdagens små og store kampe – arbejdet med at sikre en fælles retning for den fynske skole og arbejdet med at styre HF & VUC FYN vellykket gennem uddannelsesverdenens reformer.

HF & VUC FYN 2.0

Men først og fremmest er rektoren klar til at videreudvikle rammerne for en vellykket undervisning af HF & VUC FYNs kursister.
- Det er en veldrevet skole, jeg er blevet rektor for – en skole med mange engagerede medarbejdere. Så vi skal ikke i gang med nogen stor turn around.
- Vi skal derimod sikre et klart fokus på at skabe et HF & VUC FYN 2.0, som sikrer vores kursister en god uddannelse, efterfølgende jobs og høj livskvalitet, sagde Stig Holmelund Jarbøl ved receptionen.
Han betonede det vigtige i at skabe et fælles fokus for en skole bestående af mange lokale afdelinger med hver deres særpræg.


 

Vær forberedt på tosserier

Ved receptionen begavede skolens formand, Kristian Grønbæk Andersen, rektoren med Halfdan Rasmussen samlede digte – en masse tosserier, som formanden selv sætter stor pris på.
Dem skal der også være tid til at læse, selv om du får udfordringer nok i dit nye job, understregede formanden.
For selv om fusionen af de fynske VUC’er til HF & VUC FYN nu er mere end ti år gammel, har afdelingerne fortsat et lokalt præg. Det kan selvfølgelig være en udfordring. Og hvis de interne udfordringer ikke er nok, kan du blot kigge ud på det politiske landskab med ny erhvervsskolereform og planer om karaktergennemsnit for at komme ind på en hf, opmuntrede Kristian Grønbæk Andersen.
Og da formanden heller ikke forudser, at økonomien bliver bedre i fremtiden, vurderer han, at rektorjobbet så rigeligt kan udgøre et fuldtidsarbejde.
Men husk nu også tosserierne, formanede formanden.

 

To glade drenge

Ved receptionen blev rektor Stig Holmelund Jarbøl også budt velkommen til den fynske uddannelsesverden af rektor på Svendborg Gymnasium, Jesper Vildbrad på vegne af de fynske gymnasier og It Center Fyn.
HF & VUC FYN er heldig at have fået dig som rektor. Jeg kender dig som ”en glad dreng” og glæder mig til det kommende samarbejde, sagde han.
Ved receptionen blev der underholdt af endnu en glad dreng – Markus - fra den kreative hf-retning  Flow.



Markus optrådte med sin helt egen fortolkning af Dear Mr President.

Velkommen til rektor Stig Holmelund Jarbøl!

mandag den 2. februar 2015

Ordblinde hf - drømmen gik i opfyldelse

For Maibritt var en ordblinde hf nærmeste omvej til en læreplads i et byggemarked. ”Omvejen” gav både kundskaber og selvværd 



Af journalist Hans Havgaard Hansen

Drømmen stod lysende klar for Maibritt Anneberg Hansen.
Hun ville i lære i et byggemarked.
Og da hun efter sin hg havde knoklet med en ansøgning, lod hun sin daværende svigerinde læse den igennem.
- Uhh ha, lød det fra svigerinden. Den er du nødt til at arbejde bedre igennem, inden du kan sende den.

Mine børn skal ikke gennem det samme, som jeg har været. Så hvis jeg engang får børn, vil min lunte i forhold til skolen være kort.

Irriteret

Ansøgningen var fyldt med fejl.
Som ordblind var Maibritt klar over sit handicap. Men alligevel irriterede det hende grusomt.
Hun var nødt til at gøre noget ved det og gik på nettet for at finde hjælp.
- Jeg kom ind på vucfyn.dk, og de viste sig at tilbyde en hf for ordblinde i henholdsvis Odense og Glamsbjerg.
- Den tager jeg, tænkte Maibritt, og ringede straks til en vejleder på skolen.

Fantastiske Maibritt

De næste tre år var Maibritt en fast bestanddel af ”De fantastiske Fem” på ordblinde hf i Glamsbjerg.
De fem ordblinde-kursister fulgte en ordinær hf-klasse bortset fra valgfagene, som de tog på det tredje år.
Og som en del af hf’en, tog de løbende ordblindeundervisning for at blive mestre i at håndtere deres fælles handicap.

Hvor meget bedre?

- Undervisningen har hjulpet, siger Maibritt bestemt.
- Jeg har bevist overfor mig selv, at jeg ikke er dum. Og nu har jeg fået den læreplads, jeg altid har drømt om, fortæller en meget tilfreds Maibritt.
- Og hvis jeg en dag skulle finde på at ville læse videre har jeg også den hf-eksamen, som kan få mig ind på et studie. Så hvor meget bedre kan det være, spørger Maibritt.

Blev en del af flokken

Maibritt er gået til frokost i Davidsens kantine i Fredericia og får tid til at berette om sin lange vej til den ønskede læreplads – om den lange vej til at få anerkendt sit handicap og få den nødvendige hjælp først på ordblindeefterskolen i Store Andst og senere på HF & VUC FYN.
Og hun beretter om tilfredsstillelsen ved langt om længe at vende de mange nederlag til succes.
- Det var fedt – fedt at kunne det samme som mine klassekammerater, fedt at være respekteret, fedt ikke længere at være klassens sorte får, men at være en del af flokken, erindrer Maibritt Anneberg Hansen.

Da Maibritt søgte læreplads, skrev hun ikke, at hun er ordblind. Det sagde hun til gengæld ved samtalen – og uden at nogen tog det ilde op. "Vi har flere medarbejdere, som er ordblinde. Ja, faktisk ansatte vi en ny medarbejder for 14 dage siden, som også er ordblind", fik Maibritt at vide.


Ordblinde-hf 

På ordblinde hf i Glamsbjerg går ordblinde i en almindelig hf klasse de to første år. Mens resten af klassen tager valgfag, har ordblindeklassen ordblindeundervisning.
Valgfagene tager de i stedet på et 3. hf-år.
Undervisningen var fantastisk, og vi havde det rigtig godt sammen – ordblinde såvel som ikke ordblinde. For allerede første dag fortalte lærerne, hvad ordblindhed er. Og så var vi ligesom accepteret med det handicap, vi nu har.