torsdag den 7. november 2013

Vi må genopfinde demokratiet

Sprogforsker Sune Vork Steffensen var i hopla, da han forleden dissekerede den politiske "samtale" - eller mangel på samme. Salen på Rugårdsvej var næsten fyldt. Her er et frit skrevet referat for dem, som ikke havde muligheden for selv at opleve Rune på slap line

Politikeres "samtaler" har ikke meget med samtaler at gøre, vurderer sprogforsker, Sune Vork Steffensen, fra SDU



- Den gode samtale er som et godt gammeldags samleje. Man finder en fælles rytme, vugger i takt og opnår langt mere end man kan hver for sig.
Så billedligt op oplever sprogforsker, Sune Vork Steffensen fra SDU samtalen.

- Ja, og måske vi alligevel godt kan opnå lidt alene. Men I ved, hvad jeg mener, siger han med et skævt smil.

Det er i samtalen, vi kerer vi os om hinanden. Det er i samtalen, vi kan mærke hinanden og gør hinanden bedre, fordi vi gør brug af hinandens sanser – og bliver et fælles system,

Samtalen fungerer på nøjagtigt samme måde, som når en gruppe jægere på savannen går sammen i en gruppe og formår at løbe en gazelle ned – noget ingen kunne have gjort det alene.

Et foredrag, der både var tankevækkende og godt skruet sammen

- I forbindelse med sidste valgkamp blev jeg opfordret til at analysere, hvordan politikere ”taler sammen” i medierne, fortæller Sune Vork Steffensen og nærmere sig foredragets egentlige tema.
- Jeg må indrømme, at det var et helvede at komme igennem. Men jeg overlevede. Og det har blandt andet ført til dette, lidt triste, foredrag om den politiske samtale, dens ophør og dens fravær, siger sprogforskeren -  bedrøvet på demokratiets vegne – men selv i hopla.

Sådan gør politikerne


Ud fra utallige eksempler har sprogforskeren ligefrem opstillet en række ”råd”, som politikerne tilsyneladende får eller giver sig selv, når de skal ”på” i medierne.

Brug den anden politikers eller interviewers spørgsmål som springbræt til at sige noget andet. Men formuler dig så det lyder som et svar.
Indled et ”svar” med at sige: ”Må jeg lige starte med at sige ….” På den måde kan du undlade at svare direkte og i stedet bruge din taletid på at sige det, du selv har planlagt, du vil ud med.
Hvis du bliver bedt om at ”bekræfte” et eller andet, svarer du blot: ”Jeg kan bekræfte, at …”. Men bekræft det, du selv har lyst til at bekræfte.
Du kan undlade at svare på et spørgsmål ved at indlede dit ”svar” med: ”Sagen er den, at ..”. På den måde kan du få sagt lige det, der ligger dig på sinde.
En anden ide er at indstudere en ordsmøre, du kan fyre af i vanskelige situationer.

Samtalen mister sin funktion


Hmmm. Sune Vork Steffensens foredrag giver stof til eftertanke forud for november måneds kommunalvalg

Politikerne følger tilsyneladende en sådan strategi.
Og på den måde mister den politiske samtale fuldstændigt sin funktion som samtale.
På en sådan måde kerer vi os netop ikke for hinanden, og vi lærer bestemt ikke noget af hinanden, understreger sprogforskeren fra SDU.

Profitoptimering

Problemet er, at politik og journalistik er blevet ”professionaliseret” og er indgået i et  strukturelt system, som ikke længere handler om samtale men profitoptimering.
- Politiske debatter handler ikke længere om at finde løsninger til vores fælles bedste.
- I stedet er den politiske samtale – eller mangel på samme – kommet til at handle om profitoptimering. For politikerne handler det om stemmer. Og for medierne handler det om seertal, siger han.

Gensidige parasitter

De to parter er som gensidige parasitter, hvor vi andre er blevet tilskuere i et x-faktor show, hvor vi ved den store finale kan stemme på, hvem der har performet bedst.
Der er opstået et lukket univers af holdninger og meninger, som ikke længere handler om virkeligheden. Og på den måde truer demokratiet i sidste ende sig selv.

Demokratiets ideal er væk

Selve ideen med at skabe et repræsentativt demokrati var jo at skabe et mikrokosmos, hvor vores demokratiske repræsentanter netop kunne tale sig frem til, hvordan vi bedst muligt løser vores fælles problemer – nøjagtigt som når vores forfædre skulle finde ud af, hvordan de – i fællesskab – kunne nedlægge det bytte, som ingen af dem kunne fange alene.

- Det er ikke det billede af demokratiet, jeg har set i min forskning, siger Rune Vork Steffensen.
-  Jeg ser det mere som Rune Lykkeberg beskriver i sin bog ”Alle har ret” – bogen om et forbandet ”dilettantokrati”.

Dilettantokrati - og teknokrati

- Jeg ser et system, hvor politikerne er tvunget ud i at deltage i en mediebåren dilettant-forestilling i forhold til deres publikum – vælgerne (X-faktor).
Når kameraerne så er slukket, er de tvunget til at agere i forhold til et teknokrati af magthavere.

- Men hvor var det lige, den demokratiske samtale blev af, spørger Rune Vork Steffensen – den politiske samtale, hvis høje formål netop er at finde ud af, hvor vi som folk kan svinge i takt og opnå langt mere, end vi kan hver for sig. Definere retningen på vores samfund uden noget fast hierarki men til fælle bedste?

/HHH