torsdag den 31. oktober 2013

Serkan vil gøre en forskel i politiet


Serkan har tyrkisk baggrund – og fuld opbakning til sit erhvervsvalg hjemmefra. I modsætning til en række mellemøstlige lande er det prestigefyldt i Tyrkiet at være ansat i politiet. 


17-årige Serkan Ekici fra Svendborg er af tyrkisk afstamning. Og han er ikke i tvivl om, at han kan gøre en forskel i politiet
- Med min mørke glød, det tyrkiske sprog og min baggrund vil jeg være oplagt at bruge i arbejdet med at løse problemer i ghettoer som Vollsmose.
- Ja, og så har jeg tænkt mig at blive rigtig god til mit fag, siger Serkan, som i øjeblikket går på Uniform -112-uddannelsen i Svendborg.

U-112-uddannelsen er et samarbejde mellem Svendborg Erhvervsskole og HF & VUC FYN rettet mod etnisk danske og unge med en udenlandsk baggrund. 

Fra 112 går vejen mod uniformsfaget enten via en fuld hf – eller via en faglig uddannelse eksempelvis som elektriker - suppleret med dansk A, engelsk B og samfundsfag C.

Via U-112 til hf.

U-112 uniformspakken er en god måde at prøve fremtidsplanerne af på.
- Vi er i praktik både i politiet og beredskabet. Og så bliver vi trænet fysisk, så vi er klar til at klare den fysiske del af optagelsesprøven på politiskolen, fortæller Serkan, hvis bror – Erkan – også går på uddannelsen.
 - Vi har ikke nogen idrætshal her på erhvervsskolen. Men vi løber meget, så jeg er kommet i rigtig god form. Og så styrketræner vi ude i skoven. Det fungerer faktisk rigtig godt.





Adgangskrav til U-112:

For at komme ind på 112 – uniformspakken – skal du:

* Have afsluttet 9. Klasse
* Helst være ustraffet
* Have stor lyst til at arbejde inden for de uniformerede fag.


Særligt nydanskere opfordres til at søge ind på 112-uniformspakken, for på sigt at få lige så mange med udenlandsk baggrund i de uniformerede fag som i befolkningen generelt. 
U-112 – Uniformspakken er etableret i Svendborg gennem et samarbejde med HF & VUC FYN og Syddansk Erhvervsskole. 
Der kører også en U-112 uddannelse i Odense, i et samarbejde mellem HF & VUC FYN og Syddansk Erhvervsskole. 
I Odense har man netop påbegyndt 3. optag.





tirsdag den 29. oktober 2013


VUC tyvstarter


Hvis du er VUC-kursist i Nyborg, er der bare ikke nogen undskyldning for at være sofavælger ved kommunalvalget 2013.

Tirsdag, onsdag og torsdag i denne uge er to valgtilforordnede flyttet ind på skolen, og der er opsat en stemmeboks uden for kontoret, hvor man kan stemme til kommunalvalget.


Her giver Lissi Jørgensen fra Nyborg Kommune Mikkel Hansen en venlig vejledning til proceduren i forbindelse med den afgivelse af en brevstemme, som Mikkel nu skal igang med

- Fantastisk god ide, siger vælger nr. 2 i boksen – Mikkel Hansen - om kommunens initiativ.
- Jeg stemte også sidste gang, men man hører jo om mange, der ikke gider. Men når vi kan afgive vores stemme her er der SLET ikke nogen undskyldning for at vende demokratiet ryggen, siger han.

Nyborg Kommune har valgt at rykke ud med stemmebokse på både VUC, gymnasium og handelsskole.
- Og vi håber selvfølgelig, at elever og kursister vil benytte sig af tilbuddet, siger Lissi Jørgensen og Susanne Nielsen, som er Nyborg Kommunens officielle repræsentanter i forbindelse med valghandlingen på HF & VUC FYN i Nyborg.


Mikkel er 28 år og førtidspensionist. Den situation er han ikke tilfreds med, så han forsøger et comeback på arbejdsmarkedet ved blandt andet  at tage enkeltfag i  samfundsfag, dansk, religion og engelsk på HF & VUC FYN. Som et ekstra plus gav det ham også mulighed for at  afgive sin stemme til kommunalvalget – tidligt.






mandag den 21. oktober 2013

Design-hf fabrikerer:

Una Salsa grande de Cuba


Design-hf er gået amok i cubansk salsa af arkitektur, kunst, dans og fortællinger – alt sammen blev dækket af et filmhold, som vil fortælle historien om – netop DESIGN HF.

Design-hf - hvad er det? Det vil design-hf'erne nu selv fortælle om i en video.
Når videoen er færdig, bliver den uploadet på HF & VUC FYNs hjemmeside.

Vil du være både klog og kreativ – så er Design-hf et godt bud. Og den historie arbejder 3. årgang på uddannelsen i øjeblikket med at fortælle med videoklip fra en cubansk emneuge – en video der senere bliver lagt ud på HF & VUC FYNs hjemmeside.

I det tværfaglige forløb har det kreative været omdrejningspunktet i et intenst arbejde med at blive klog på den caribiske ø - den tidligere spanske koloni, kommuniststat og storproducent af rom, som ligger blot en 53 timers svømmetur fra Key West i Florida, hvis man ellers var den 64 årige amerikanske langdistancesvømmer, Diana Nyad, som tilbagelagde turen fra Havana til Florida den 2. September i år.

På Design-hf i Odense er Havanna skyline udført i skygger fra mælkekartoner og shampoobøtter, og det salte vand i Estrecho de Florida tænker man sig til.
En salsadanser er projekteret op på et lærred og bliver malet i stærke cubanske primærfarver.
Og i et andet klasselokale på Odense Fagskole bliver den amerikanske journalist og forfatter Ernest Hemingways gennemgået med tættekam under arbejdet med at sætte sig ind i cubansk kultur (Hemingway boede det meste af sit liv i Cuba).


Her har du et næsten ikonisk udtryk for den livsglæde, cubanerne formår at udtrykke gennem salsa'en. Hvad du ikke kan se på billedet på nuværende tidspunkt er, at Design-hf'erne også arbejder med at lade kvindens kjole stikke ud fra lærredet og blive tredimensionel.

Salsa-danseren kræver stærke farver
Og stærk koncentration i sin tilblivelse


Tilsammen giver det en rigtig cubansk salsa – en kreativ sovs, som får lærdommen til at glide ned – og endda med velbehag.

- Vi er jo gode til at bruge vores hænder. Og på denne måde udlever vi kreativitet gennem undervisningen. Derfor er Design-hf det helt rigtige valg for mig, fortæller Carina Randeris fra 1. hf.

- Ja, Lærerne forsøger virkelig at tage hensyn til vores ofte meget visuelle tilgang og lægger kreative elementer ind i undervisningen.
- De kommer ikke bare ind og opfører sig som om, de var på et gymnasium. De tager alvorligt, at vi går på en Design-hf, tilføjer Carinas klassekammerat, Andrea Højstrup Larsen.





Andrea Højstrup Larsen (tv): Det er ikke så lang tid siden jeg fandt ud af, at Design-hf eksisterede, og mine venner kendte slet ikke til muligheden her på Odense Fagskole. 
Carina Randeris (th.): Min søster har boet i lejlighed lige herovre. Det var sådan, jeg opdagede skolen. Jeg vil gerne have en kreativ uddannelse, og det kræver en gymnasial uddannelse. Her har jeg mulighed for at forfølge min kreative åre samtidig med, at jeg tager den gymnasiale uddannelse. 

mandag den 7. oktober 2013

Gå efter et sundhedsjob


Vil du gerne være sygeplejerske, bioanalytiker, ergo- eller fysioterapeut. Så har HF & VUC FYN en direkte vej mod målet.
I Sundhedsklassen er fagene målrettet sundhedsuddannelserne (dansk a, engelsk b, biologi b og psykologi c). Og det samme gælder temaer og arbejdsform, som er afstemt med sundhedsuddannelserne på University College Lillbælt.
I Sundhedsklassen er er blandt andet lagt vægt på tværfaglig og projektorienteret undervisning og besøg på UCL’s sundhedsuddannelser.
Sundhedsklassen på HF & VUC FYN varer et år og giver dig ret til at søge ind på de sundhedsfaglige uddannelser via kvote to.

Marianne Thycosen gik tidligere i HF & VUC FYNs sundhedsklasse.
 Nu læser hun til sygeplejerske på University College Lillebælt.

Kursiter i Sundhedsklassen på HF & VUC FYN besøger blandt andet sygeplejeuddanelsen i Odense,
 hvor de får lov at behandle "patienter", som dukken her. 

Her kan du se videoklip fra undervisningen – og høre tidligere kursister fortæller om deres udbytte af sundhedspakken.



tirsdag den 1. oktober 2013

Fylla på årets sidste togt

Den tremasters skonnert, Fylla, er netop stået ud af Marstal Havn med et hold førsteårs kursister fra hf-søfart.
Førsteårskursisterne vil være på søen hele ugen.


Hf-søfart er en tre-årig uddannelse, hvor du veksler mellem teori og praksis – og mellem gymnasiale og maritime fag.
Ud over en hf-eksamen giver uddannelsen første modul af skibsofficersuddannelsen samt en uddannelse som skibsassistent.


Du kan læse mere om hf-søfart og næstkommende åbent hus arrangement lørdag den 1. februar i Marstal her.

Og her kan du møde gasterne på Fylla fortælle om deres forventninger til togtet lige inden, den tremasters skonnert stod ud af Marstal havn.

Et Nyborg-skib

Fylla blev bygget i Nyborg i 1922 af skibsbygmester Niels Peter Waldemar Dreyer som et sejldrevet skib med hjælpemotor.

Omkring Grønland

Skonnerten sejlede de første 7 år i Nord- og Østersøen for et rederi i Marstal, men overgik så til fiskeri ved Grønland og blev senere bygget om til fryseskib for at hente får og fisk fra mindre grønlandske bopladser til større opsamlingshavne, hvorfra lasten blev sendt videre til Danmark.


Lejrskoleskib

Skibet blev købt af Fyns Amt i 1979 med henblik på at bygge det om til lejrskoleskib. I dag ejes Fylla af Fylla Fonden stiftet af Faaborg-Midtfyn, Svendborg og Ærø kommuner.

Du kan læse mere om Fylla på: http://skonnertenfylla.dk