torsdag den 19. september 2013

Mød Mr. Møller


Hvad er det lige med ham Ole Jeppesen og møller?
Ole er hf-lærer på HF & VUC FYN i historie og idræt!
Og så laver han undervisningsmateriale sammen med Dansk Mølleforening – i forbindelse med Dansk Naturvidenskabsfestival.
For mange vil det ikke give mening.
Men det gør det for Ole. Han er matematisk-fysisk student og aktiv atlet med en inderlig interesse for energi - og historie. Og så er han en stor tilhænger af at få vidt forskellige fag til at give mening - sammen.

Foto: Anker Tiedemann
Den personlige energiudladning dyrker han i diskoskast, kuglestød eller 100 meter løb for Odense Atletik.
Og kornmøller – ja, det handler også om energi, som Ole Jeppesen forklarer.
Korn giver energi til livet. Og møllerne bruger energi fra rindende vand og vind til formaling af kornet.


På den måde blandes fagene let og elegant for Ole Jeppesen - den naturvidenskabelige verden med den historiske - og helst med et element af fysisk udfoldelse, som er nødvendig for at komme ud at besøgene møllerne - et af de levende eksempler på industrialiseringen af dansk landbrug.

Ole er klart sit es, når han snakker om mel og møller, og det forplanter sig til det undervisningsmateriale, han har lavet i samarbejde med Dansk Mølleforening.

Bedøm selv materialet. Det ligger til fri afbenyttelse hos Dansk Mølleforening.
Hele uge 39 – sidste uge i september – er der i øvrigt åbent hus arrangementer på flere danske kornmøller. De møller kan du selv besøge. Alternativt kan du se Ole Jeppesens fagfilm om mel og kornmøller her.





Ole Jeppesen havde i sin tid et studiejob i Den Fynske Landsby med registrering af gårde bygget mellem 1850 og 1925 – den periode, hvor man gik fra bindingsværk til fastmurede bygninger.
I forbindelse med det arbejde stødte han også på en del kornmøller – og fandt dem interessante som en del af den industrielle udvikling på landet.
Han gemte informationerne og skaffede sig på den måde en guldgrube af materiale til sit senere speciale om – danske kornmøller. Ovenstående billede er naturligvis taget i HF & VUC FYNs egen trædemølle, som Ole Jeppesen har været med til at få bygget.



Foto: Anker Tiedemann