onsdag den 20. marts 2013


Det var som en forelskelse

Cykelrytter taler ud om sin passion for sporten, sejre og nederlag, livet på træningslejre og kampen for – trods alt - at få en hf eksamen.


Siden jeg var 11 har cykling fyldt ALT.
Det var som en forelskelse – en total tilstand.
Sådan fortæller Martin Lollesgaard, tidligere kursist på HF & VUC FYN og nu assisterende landstræner for banecykling i Danmarks Cykle Union.
Martin kom ind i cykelsporten som 11-årig.
- Her fandt jeg en sport, jeg var virkelig god til, og cykling også til at fylde alt i mit liv, fortæller den assisterende landstræner.


Cykling blev mit liv, og sporten har givet mig fantastisk mange oplevelser. At jeg som helt ung havde Bjarne Riis som rollemodel ændrer ikke ved det faktum. Men min holdning er klar, når det gælder doping. Det er et ”no go”. Og den holdning fornemmer jeg en klar og helt igennem ærlig opbakning til i Danmarks Cykle Union,

 siger Martin Lollesgaard.

Opgav skolen

Martin Lollesgaards 100 pct. fokusering på sporten betød, at skolen blev trængt i baggrunden. Og som 19 årig måtte Martin opgive sine studier på handelsgymnasiet i Odense.
- Et klart nederlag. Men jeg havde bare ikke den tid, der skulle til for at få en ordentlig studentereksamen, forklarer cykelrytteren.

Hf var Martins mulighed

I 2006 og 2007 blev Martin Lollesgaard da også dansk mester i fire kilometers holdforfølgelsesløb sammen med Alex Rasmussen, Casper Jørgensen og Daniel Kreutzfeldt.
Og i 2008 blev Martin Lollesgaard nr. 7 ud af 6, som fik mulighed for at cykle for Danmark ved OL i Beijing.
Men Martin fortsatte med at køre på internationalt konkurrenceplan og deltog i flere world cups. Og sideløbende begyndte han at tage sin hf.

Lærte faktisk noget

- Når jeg i dag står som assisterende landstræner og landstræner for dansk banecyklings U19 drenge, kan jeg godt se, hvor meget jeg fik med fra den tid, indrømmer han.
Det Martin lærte i Idræt har givet ham en oplagt ballast, når han taler med drengenes forældre.
Og fag som dansk, samfundsfag og historie nyder han godt af, når han holder foredrag eller laver tv-optræden.
Analyse og formidling er to vigtige kompetencer, Martin Lollesgaard
har med sig fra HF & VUC FYN. Det er gået op for ham nu, hvor han er
blevet landstræner og assisterende landstræner i Danmarks Cykle Union.
- I de situationer er analytiske og formidlingsmæssige evner vigtige. Og det er helt klart noget, jeg har med mig fra min hf-tid, siger Martin Lollesgaard.

ægteskab med cykelsporten

Martin havde egentlig regnet med, at han skulle læse videre. Men kan kunne ikke sige nej, da han fik tilbuddet om at blive assisterende landstræner i banecykling og landstræner for junior-rytterne.
- Der er jo ikke noget, jeg hellere vil, end at arbejde videre med cykelsport på eliteplan. Så nu er min plan at supplere mit ønskejob med en træneruddannelse og senere eventuelt med en HD, fortæller Martin Lollesgaard.

Bedre end Team Danmark ordning

Kombinationen af arbejde og studie passer i virkeligheden Martin godt.
Og en tilsvarende kombination ser Martin som en oplagt mulighed for de unge ryttere, han er landstræner for.
Fjernundervisning giver rytterne mulighed for at fokusere på sporten og samtidig udnytte de nødvendige pauser i den fysiske træning til at læse en hf og få den nødvendige ungdomsuddannelse.
- Nogle af mine ryttere tager i øjeblikket gymnasiet under Team Danmark ordningen og strækker den over 4-5 år. Men de kender jo knapt nok navnene på deres klassekammerater, da de stort set aldrig er der. Derfor mener jeg, fjernundervisningen er langt mere ideel.
Han mener, elitesportsfolk bør bygge deres liv op omkring sporten og så fylde op med fjernundervisning, når det passer ind i det øvrige skema.
- Ellers risikerer sportsfolkene at blive frustreret over ikke at kunne prioritere nogen af tingene 100 pct. Og det tror Martin Lollesgaard er usundt.

Allerede som 22 årig blev Martin Lollesgaard skadet og ikke kunne genoptage cyklingen på topplan. Så nu var det om at få sin hf gjort færdig. Martin blev også en del af træner teamet omkring Lasse Norman med særligt ansvar for styrketræning, og han skrev SSO om elitetræning af cykelryttere. Som bekendt vandt Lasse Norman senere OL i omnium og blev kåret til årets sportsnavn i Danmark.

Ro til rytterne

Når rytterne eksempelvis er på træningslejr i Sydafrika, som det lige har været tilfældet, kan rytterne alligevel ikke cykle alle døgnets timer.
Og den overskydende tid går tit med computerspil. Så hvorfor ikke skifte spillene ud med skoleopgaver, spørger han.
Det vil skabe ro omkring sporten – og alligevel give et fundamentet for en senere boglig uddannelse og økonomisk fundament.









lørdag den 16. marts 2013


Besøg fra ministeriet


SOSU – tømrer – betjent.
Erhvervsdrømmene kan gå i mange retninger.
Og for nogle fører den langt uden om en hf.
Det er baggrunden for, at HF & VUC FYN sidste år oprettede en erhvervsklasse med brobygning til eksempelvis Sosuskolen og Syddansk Erhvervsskole.
Forleden var repræsentanter fra Ministeriet for Børn- og Undervisning i Odense for at se og opleve klassen – et besøg der også omfattede Åbent VUC og Vindegadeprojektet.

Ser mod erhvervsuddannelser

- Vi oprettede klassen på Holsedore for at have en klasse, som retter sig mod erhvervsuddannelserne, forklarede Kent Meistrup Hansen til gæsterne fra ministeriet.

Der blev lyttet intenst, da Kent Meistrup fortalt om
HF & VUC FYNs erhvervsklasse på Holsedore

På virksomhedsbesøg


Enkeltfagskursisterne undervises på et hold med både G og F niveau og har blandt andet introduktion til samfundsfag for at kunne tage på virksomhedsbesøg, besøg på erhvervsskoler etc.
- Det giver kursisterne en fornemmelse af de miljøer, de måske er på vej ind i, forklarer Kent.
Desuden indlægges FVU efter behov, for dem, som har vanskeligheder med dansk og matematik.

Ånd og sjæl i Åbent VUC

Ministeriets repræsentanter var også på besøg i Åbent VUC og Vindegade.
- Og jeg må indrømme, at omgivelserne ikke er prangende. Men Åbent VUC fyldt er til gengæld fyldt med ånd og sjæl, fastslog vejleder Gitte Holt og listede en lang række af Åbent VUC’s fortræffeligheder – så som lektiehjælp, vejledning og tid og plads til individuelle aftaler, som når en mor eksempelvis har fået sit barn indlagt på Rigshospitalet og kun kan være til stede med en lærer på skolen på ganske bestemte tidspunkter.
Det er et at de tilbud, vi giver – og som gør det muligt at forblive studieaktiv, siger Gitte Holt.

Tilbage i skole efter syv år

Det studieforberedende forløb i Vindegade blev også besøgt af delegationen fra Ministeriet for Børn- og Undervisning, som her var interesseret i at høre om kursisternes baggrund og mål for deres uddannelse.
- Jeg har ikke gået i skole i syv år, og det var en positiv overraskelse for mig at starte her – både fagligt og socialt. Det var slet ikke som jeg husker det tilbage fra min skoletid.
- Vi fornemmer åbne arme – alt der altid står en plads åben – lige netop til dig. Det giver en mulighed for at komme tilbage i uddannelse – og tak for det.

Målrettede unge

Kursisterne lød begejstret under ministeriets besøg på skolen.
Og en anden ting, gæsterne lagde mærke til, var den høje grad af målrettethed i forhold til valg af uddannelse.
Men det er nok ikke mærkeligt, at folk er så målrettede. For det er faktisk noget, vi snakker meget om – lige fra første dag. Og så har vi en bestemt vejleder knyttet til hver klasse – en vejleder som både arbejder med vejledning og administrative opgaver.
Det fungerer godt, fortæller Carsten  Hjorth Jakobsen, som underviser på halvårsholdet i den forberedende undervisning.

Skal målrettes tidligt

Fokus på uddannelsesvalg er også noget, der går igen i Erhvervsklassen med sit tætte samarbejde med erhvervsuddannelserne, afholdelse af uddannelsesdag, besøg fra SDE, Kold College og Tietgenskolen - og besøg på Uddannelsesmessen i Odense Congres Center.
- Det er med til at give kursisterne en vigtig fornemmelse af, hvad de vil, siger Kent Meistrup Hansen.


Delegationen fra Ministeriet for Børn og Undervisning har besøgt HF & VUC FYN som et led i evalueringen af AVU-reformen. Danmarks Evalueringsinstitut, EVA har undersøgt om AVU-loven fra 2009 har haft de ønskede virkninger og om målene med reformen er nået. EVA’s rapport belyser VUC’ernes erfaringer med reformen og anskueliggør, hvilke muligheder og udfordringer der ligger i den fortsatte implementering. Rapporten offentliggøres i april 2013.

torsdag den 7. marts 2013


VUC på SDU

HF & VUC FYN har mere at byde på, end de fleste tror, siger
 matematikstuderende og underviser på HF & VUC FYN,
Isabel Skov Quintero - og det budskab vil hun gerne sprede 

Mange SDU-studerende var forbi HF & VUC FYNs stand ved karrieredagene på SDU torsdag den 7. marts.
- Og næsten lige så mange er overraskede over de mange muligheder, skolen byder på, fortæller Isabel Skov Quintero, som repræsenterede HF & VUC FYN på standen.
De studerende er overrasket over, at skolen har mediefag, at vi udbyder virksomhedsøkonomi, at vi har en grøn hf med vægt på fysisk aktivitet – og Flow som henvender sig til unge med interesse for musik og teater.
- De facetter af HF & VUC FYN er mange slet ikke opmærksomme på. Men dem har vi så fortalt om, siger Isabel Skov Quintero, som var en af flere VUC-undervisere på standen.

Dejligt at undervise

Quintero er selv matematikstuderende på SDU og arbejder sideløbende som underviser på HF & VUC FYN.
- Og jeg håber virkelig at få mulighed for at fortsætte som underviser på skolen, når min kandidateksamen er i hus, siger hun.
Egentlig havde Isabel Skov Quintero ikke tænkt på, at hun skulle være underviser.
- Men jeg får god feedback og kan virkelig godt lide det, siger hun.
SDU's karrieredage blev afholdt på Campustorvet, som var proppet med studerende klar til at indtage arbejdsmarkedet.

Karrieredagene på SDU er et oplagt sted for HF & VUC FYN at skabe kontakt til kommende kandidater.  Her er Helle i fuld gang med at fortælle om mulighederne på HF & VUC FYN .

mandag den 4. marts 2013


Første gang i en kajak


Patrick Janowski havde aldrig roet kajak før, da han var til kajakintroduktion med HF & VUC FYN i Munkebo Svømmehal.
- Men jeg har altid godt kunnet tænke mig det. Så da jeg læste om tilbuddet i folderen om frivillig undervisning, tænkte jeg: ”Nu slår du til, Patrick!”
Patrick er lige blevet færdig som garder og flyttet til Odense, hvor han skal læse medicin på SDU efter sommerferien. Og foråret bruger han nu på at læse Engelsk A som enkeltfag.
- Hvorfor?
- For at blive bedre til engelsk, forklarer Patrick undrende.

Vil bruge alle fire gange

Patrick er uden tvivl god i en kajak – selv om det efter sigende er første gang.
- Det skyldes nok, at jeg er glad for udendørsliv og har været på adskillige kanoture, klatreture og vandreture rundt omkring i Sverige, Island, Frankrig og Italien forklarer Patrick Janowski.
Hf-kursisten, som stammer fra Næsteved, havde ikke regnet med, at hf-studiet i Odense skulle give adgang til et gratis kajakkursus.
- Men det da helt kanon. Og jeg har tænkt sig at gøre brug af alle fire gange, fortæller Patrick, som både vil træne selve roningen, at komme op i kajakken efter en kæntring – og om muligt - lære at lave en grønlændervending

Lykkes det Patrick at lave en grønlænder?

Allerede første dag i Munkebo Svømmehal forsøgte Patrick at lave en Grønlændervending, hvor han kæntrer med vilje og ruller hele vejen rundt.
Tror du Patrick nåede hele vejen rundt?
Svaret finder du her.



Der ER lys på den

anden side Byskolen


"Byskolen er indrettet i HF & VUC FYNs
fraflyttede lokaler i Vester Voldgade
- Hos os har mange mistet troen på alt. Men vi insisterer på, at der ER lys på den anden side.
Sådan fortæller vejleder, Jens Tore Wilstedt, i en pause fra sit arbejde på ”Byskolen” i Nyborg.
På Byskolen bliver kursisterne vist rundt i en skov af uddannelsestilbud, de kan vælge mellem i de 26 uger, de har ret til, når dagpengene ophører.
- Og så forsøger vi ikke mindst at give håb – og et kærligt spark – videre.  Det har mange virkelig brug for efter lang tids arbejdsløshed og en usikker fremtid, understreger Jens Tore Wilstedt.

Uddannelsesplan

Byskolen er et samarbejde mellem AOF Østfyn, Tietgenskolen og HF & VUC FYN, som tilbyder op til 14 dages afklaringsforløb i forbindelse med, at dagpengeretten ophører.
Og med sig fra Byskolen kan kursisterne tage en ny uddannelsesplan med til Jobcenteret i Nyborg eller Kerteminde for at få den godkendt.

Uddannes til klejnsmed

Et eksempel fra Byskolen er en 40-årig mand, som ikke havde planer om at uddanne sig. Han fik et ok fra Jobcenteret til at betale de 84.000 kr., et grundforløb på Syddansk Erhvervsskole koster - mod at han forpligtede sig til at tage resten af uddannelsen til klejnsmed på Statens Uddannelsesstøtte.

På it-kursus

En anden kursist er den snart 59 årige Erland Hansen, som kun var på Byskolen i to dage for så at komme videre på et seks ugers grundlæggende it-kursus på Tietgenskolen.
- Kurset, som blandt andet omfatter Microsofts officepakke, giver mig ikke job.  Men jeg kan jo håbe på, at det forbedrer mine muligheder, siger Erland, som tidligere har aflæst varmemålere og arbejdet med opbygning af klassiske biler og motorcykler.

Det blev kun til to dage på Byskolen, så kom jeg videre på et it-kursus. Det passer mig godt. For så kommer jeg til selv at sidde og arbejde. Om det kan være med til at give mig et job, må fremtiden vise, som Erland Hansen udtrykker det.


Dagpenge-stop 3. marts

Erland Hansen mistede sit arbejde for to år siden og føler sig virkelig presset nu, hvor udbetalingen af dagpenge stoppede den 3. marts 2013.
Fra det tidspunkt står han tilbage med 26 ugers tilbud om uddannelse – derefter kontanthjælp.
- Og hvis jeg først ryger på kontanthjælp, kommer jeg nok aldrig tilbage på arbejdsmarkedet, frygter Erland Hansen.

Ingen brug for arbejdskraft

Erland har ellers altid selv skaffet sig job, når det var nødvendigt.
- Denne gang har jeg også været rundt med mit cv og fået mange gode samtaler med mulige arbejdsgivere. Men ingen har haft brug for min arbejdskraft. Det er den barske virkelighed, fortæller han.

Færre kursister end forventet

For Byskolen i Nyborg er historier som Erlands kun alt for velkendte.
- Derfor havde vi også regnet med, at cirka halvdelen af de mennesker, som bliver ramt af de strammere dagpengeregler, ville tage imod tilbuddet her på Byskolen. Det svarer til 300 kursister over 6 måneder, fortæller koordinator Rikke Schalck Juel.
Men kursisterne er ikke dukket op i det omfang, skolen havde forventet.
Rikke Schalck Juel vurderer, det skyldes, at mange har opgivet håbet, måske ikke længere åbner posten og derfor ikke har opdaget, at de bagudbetalte dagpenge ophører fra den næste første i måneden.

SU eller ingenting

Hvis det viser sig at være rigtigt, vil der dukke mange nye kursister op de kommende måneder.
- Og så får vi for alvor travlt med personlig rådgivning i forhold til videreuddannelse eller brancheskift, siger Rikke Schalck Juel.





FAKTA:
Mennesker, der ryger ud af dagpengesystemet i foråret 2013 – frem til den 30. juni, kan deltage i uddannelse og få uddannelsesydelse i op til et halvt år, hvis det lokale jobcenter godkender det.
Byskolen tilbyder et indledende afklaringsforløb med op til 2 ugers personlig og udvidet vejledning. Formålet er at finde det rette undervisningstilbud for kursisten – helst hvor der er brug for arbejdskraft.
Uddannelsesydelsen svarer til 80 pct. af dagpengesatsen for forsørgere og 60 pct. for enlige.




HØRT PÅ BYSKOLEN:
”Da jeg blev arbejdsløs, kunne man få understøttelse i fire år. Den blev så halveret til to. Da jeg allerede har hævet min efterløn, kan jeg end ikke få et seniorjob. Og på grund af min kones indtægt kan jeg ikke få bistandshjælp.”