mandag den 28. januar 2013


Mio af liv på samvittigheden – hvad skete der lige?
Auschwitch-dagen den 27. januar blev markeret på HF & VUC FYN i Odense med forelæsning ved stud. Psych. Liv Kronborg Forman fra Københavns Universitet

Hvordan i alverden kunne det lade sig gøre, spørger Liv Kronborg Forman  sig selv - og salen

Hvordan går det til, at en kærlig ægtemand og familiefar udvikler sig til en massemorder med en mio. drab på samvittigheden?
- Hvad er det lige, der sker for en mand som ham?
Stud psych., Liv Kronborg Forman stiller spørgsmålet ud i forsamlingen på Rugårdsvej – på samme måde, som hun har stillet sig selv spørgsmålet – igen og igen.
Hun er på besøg i forbindelse med Auschwitch-dagen den 27. januar for at tale om ondskabens psykologi.
Hvad tænkte den tysker, der var med til folkedrabet mod jøderne, fortsætter hun sin spørgerække.
Tænkte han: ”Nu skal de dø!”, eller var det noget helt andet, der foregik?
Liv Kronborg Forman formåede
 at få salen med sig
Var de monstre? Eller var de bare helt almindelige mennesker?

75 procent af Europas jøder
I sin bacheloropgave on ondskab tog Liv Kronborg Forman udgangspunkt i to af Nazi-Tysklands største bødler, Franz Stangl og Rudolph Höss.
Begge tyske kommandanter fik en masse liv på samvittigheden under nazistyret, hvor 5,9 mio. jøder, 3 mio. russiske krigsfanger, 1,9 mio. polakker, 1 mio. sigøjnere, 0,2 mio. handicappede og 1,5 mio. andre blev henrettet.
- De 5,9 mio. jøder udgjorde i øvrigt 75 pct. af alle Europas jøder, så der var tale om en effektiv udryddelse, som foregik i dødslejre og koncentrationslejr, tilføjer den psykologistuderende.
- Det kommer let til at virke som ren statistik. Men vi skal huske på, at hver enkelt er et menneske af kød og blod, understreger hun.

Intention, pres eller passivitet
Nogle af de spørgsmål, Liv Kronborg Forman stiller, er:
Havde kommandanten et ønske om at slå ihjel. Blev moralen skubbet til side på grund af det menneskelige ønske om at ”høre til” (gruppepres).  Eller så kommandanten måske blot sig selv som et lille, ubetydeligt tandhjul i en større maskine?

Ambitiøse Franz
Franz Stangl var kommandant i dødslejren Treblinka - en af de mest frygtede lejre, hvor der blev dræbt 900.000 mennesker, mens han var kommandant.
Hver morgen ankom tog med cirka 4.000 mennesker, som blev klædt nøgne og kronraget, hvorefter de gik direkte videre i gaskamrene for så at blive brændt – en proces der sammenlagt kun tog et par timer.
- Stangl blev interviewet efter sin anholdelse i 1967. Derfor kender vi i dag til kommandantens eget syn på sine handlinger, fortæller Liv Kronborg Forman.
Franz Stangl fra Østrig – var oprindeligt en dygtig væver. Han var ekstremt ambitiøs. Han blev vævemester allerede som 18-årig – den yngste nogensinde. Men han ønskede fortsat at gøre karriere og gik ind i politiet.
I Polen blev han nazistyrets bedste kommandant på grund af sit organisationstalent.
- Det var min profession, jeg nød det, fortalte han efter sin tilfangetagning i 1967. Han nød at udføre sit job til ug - nøjagtigt som da han blev bilsælger i Argentina under sin flugt.
- Om Franz kan man sige, at han havde en form for intention om drab på jøder ud fra et personligt ønske om at gøre karriere. Men man kan også sige, at han var ureflekteret, vurderer den psykologistuderende ved Københavns Universitet.
Til sidst i interviewet fra 1967 siger han: ”Hvis jeg er skyldig – vil jeg ikke kunne leve med mig selv”.
Og dagen efter døde han i sin celle af et hjertestop.

"Troende" Rudolph
Rudolph Höss var kommandant i Auschwitz Birkenau, hvor 1.000.000 omkom, mens han var kommandant.
Han kom fra Stuttgart og begik racekriminalitet allerede under Den Første Verdenskrig og blev efter krigen fængsel i fem år for drab på en mand.
Han var ven med Heinrich Himmler og blev Adolf Hitlers højre hånd.
Beslutningen om at slå jøderne ihjel var selvfølgelig ekstraordinær, skriver han i sin selvbiografi, som han skrev efter at være taget til fange af englænderne.
Liv Kronborg Forman forsøgte
 at bruge psykologiske teorier til
 at skabe klarhed over det uforståelige
- Alligevel virkede grunden til denne masseudryddelse rigtig for mig. Men i dag indser jeg, at det var forkert, for det styrkede ikke den nazistiske sag. Jøderne er i dag meget tættere på deres endelige må, skrev han.
- Her må vi sige, at der var tale om en klar nazistisk intention, kommenterer Liv Kronborg Forman.

Forskellig tilgang
De to kommandanter har således en meget forskelligartet tilgang til deres engagement i udryddelsen af Europas jøder – og to forskellige forsøg på en psykologisk forklaring.
- Rudolph Höss havde en klar intention om jødeudryddelse med baggrund i en nazistisk ideologi, hvor jøderne udgør en trussel mod det tyske folk – og Franz Stangl havde i højere grad en ureflekteret, karrieremæssig tilgang, hvor de moralske spørgsmål trådte i baggrunden med baggrund i hans brændende ønske om at nå sine karrieremæssige mål.
Men det gælder for begge kommandanter, at de traf et valg.
- Eller rettere: De kunne have truffet et valg om ikke at deltage i folkedrabet – også uden at sætte deres liv på spil. For der er ingen beviser på, at nogen tysker er blevet dræbt for at nægte, understreger Liv Kronborg Forman.

Foredraget i forbindelse med Auschwitch-dag var arrangeret af psykologifaggruppen i Odense-Søndersø.

fredag den 18. januar 2013


Simone blev i Beijing


Egentlig skulle Simone Hviid bare på sommerferie i Kina for at besøg nogle danske venner.
Hun var spændt på, hvad der ventede hende, da hun stod i kø i Beijing Capital International Airport for at få tjekket sit visum til landet.
Hvad hun havde forestillet sig, husker hun knapt nok. Men hun blev ikke skuffet.
Da hun nogle få uger senere sad i flyet på vej hjem igen, havde hun truffet en beslutning.
- Jeg vil tilbage til Beijing, og jeg vil lære kinesisk.

Hvad der startede med en sommerferietur til Kina endte med en fascination af landet og af sproget - og et mål om at læse kinesisk på universitet - når hun altså først har lært sproget i Kina - med hjælp fra HF & VUC FYN

Learning by speaking
Københavner-lejligheden blev sagt op, og to måneder efter stod hun igen i den kinesiske hovedstad.
Nu ville hun lære sproget rigtig godt at kende, inden det videre Kina-studie i København.

System via nettet
Hun flyttede ind sammen med nogle hun havde mødt fra henholdsvis Cameroun og Filippinerne.
Og da hun hørte fra venner i Danmark, at der var etableret kinesisk som fjernstudie, nåede hun knapt nok at åbne computeren, før hun var meldt på holdet.

Perfekt kombination
- I virkeligheden synes jeg, det er lidt kedeligt at sætte mig til bøgerne og terpe. Men det giver mig en ballast, når jeg træder ud af min hoveddør og ud i den kinesiske virkelighed, hvor det er ret nemt at komme i snak med folk, forklarer Simone Hviid
Kineserne vil gerne øve sig i engelsk – og Simone i kinesisk.
- En ren win-win, som jeg er sikker på lyder meget morsom, siger Simone.

Jeg vil gerne lære kinesisk - og mange kinesere vil gerne lære engelsk. Så der er gode muligheder
for at træne sit sprog  på gaden i Kina, fortæller fjernkursist Simone Hviid.


Visum gennem sprogskole
I øjeblikket overvejer Simone også at melde sig på en sprogskole tre timer om dagen til en samlet pris af 5.000 kr. for et halvt år.
- Det vil automatisk give mig et mere permanent visum til landet i forhold til et turistvisum, som godt kan være lidt problematisk, forklarer den danske studerende i Beijing.
Og så vil en sprogskole her i byen kunne supplere fjernundervisningen godt, fordi det vil give mere tid til en struktureret træning af udtale og samtale.

Sparer op af sin SU
Ud over kinesisk læser Simone også dansk og engelsk på fjernstudie – og får SU. Det betyder, at jeg kan både bo, spise, rejse lidt – og spare op, fortæller den studerende, som netop er vendt tilbage til Beijing efter et ophold i Filippinerne, hvorfra hun også passede sine studier i Odense.

Hjem når hun kan tale kinesisk
Den fleksibilitet er noget af det helt fantastiske ved fjernundervisning. Tænk sig at kunne tage sin skole med sig rundt - hvor som helst i verden!
Hvornår Simone Hviid vender hjem, har hun svært ved at sætte nogen bestemt dato på.
Men det bliver på et tidspunkt, hvor jeg har lært at tale godt kinesisk.

fredag den 11. januar 2013

IKV ruster til uvejr

Jobbet som pedel afvekslende, og Bjarne Madsen vil
gerne fortsætte i et sådant job. Derfor har han nu suppleret
sin uddannelse som maskinarbejder med en faglig
uddannelse som ejendomsfunktionær (pedel)
Det er en kold tid - også på det danske arbejdsmarked.
Derfor har HF & VUC FYNs pedel skudt genvej til
en faglig uddannelse ved hjælp af en IKV

Sælerne forsøger at lægge et ekstra lag spæk på kroppen, før vinterens komme. Det handler om overlevelse.
Sådan har Bjarne Madsen det ikke.
Det ville ødelægge løbeformen for pedellen på HF & VUC FYN.

Ingen grund til frygt
Men på arbejdsmarkedet er det godt at have lidt ekstra at stå imod med.
- Vi er på vej til at slå 9 afdelinger sammen til to, forklarer Bjarne Madsen. Og det må – alt andet lige – give mindre brug for servicemedarbejdere, tænker jeg.

Og i stedet for frygtsomt at afvente fremtiden, har han altså rustet sig til det – jobmæssigt - værst tænkelige uvejr ved hjælpe af uddannelse.

Lært nyt
Vi blev introduceret til merituddannelsen på et af vores pedelmøder, hvor Syddansk Erhvervsskole informerede om muligheder for efteruddannelse, fortæller Bjarne, som mener, kompetencevurderingen blev lettere oversolgt.
- Jeg fik en opfattelse af nærmest ikke at skulle på skole for at få mit bevis. Men sådan skulle virkeligheden ikke blive, beretter Bjarne med et skævt smil.
For selv om han er udlært maskinarbejder har han jo ikke nødvendigvis meget forstand på varmeanlæg, grønne områder etc. Men det har Bjarne nu.

Erfarings-udveksling
De mange kurser på Syddansk Erhvervsskole betyder, at Bjarne har været en del væk fra sit arbejde for i stedet at deltage i kurser på Syddansk Erhvervsskole.
- Noget har været lærerigt – andet har været mindre interessant. Men nu er jeg helt officielt serviceteknikker, kan søge en bredere pallette af jobs, hvis det bliver nødvendigt – og har i øvrigt fået udvekslet en masse erfaringer med kollegaer, som jeg mødte på Syddansk Erhvervsskole.
Så alt i alt er Bjarne ganske godt tilfreds med sit valg - og sin nye titel – som han håber at kunne ved at bruge på HF & VUC FYN.




IKV betyder - kort fortalt - , at du ikke skal gå i skole
 for at lære noget, du kan i forvejen


IKV - Individuel Kompetence Vurdering


Formålet med en IKV er at få vurderet på hvilke felter, man lever op til målene i en given uddannelse.
Hvis man lever op til halvdelen af disse mål, kan man få bevis for dem – tage de nødvendige supplerende kurser og gå til svendeprøve som alle andre.
På den måde slipper man for at gå i skole for at lære ting, man kan i forvejen.
IKV foretages – inden for hver deres felt - på Tietgenskolen, HF & VUC FYN. En tilsvarende Individuel Komeptenceafklaring foretages på AMU Fyn.
I skoleperioden får man sin almindelige løn, og arbejdspladsen får det meste af lønudgiften refunderet.

Gik fra 00 til 12 i matematik


Du bliver aldrig til noget!
Den melding fra diverse specialklasser i Folkeskolen husker Maria Zarandi tydeligt.
Hun er ordblind, har ADHD og måtte trygle om lov til at komme ind på hf med sine alt for mange 00 og 02’ere.
For hun ville bare have mulighed for at komme videre – og ind på Den Sociale Højskole.

Særligt matematikken drillede Maria Zarandi.
Derfor var det også så tårerne stod ud af øjnene på hende, da hun første gang fik 12 i mundtlig matematik.



Hjælp fra en hjemmeside?
Det matematiske mirakel skete, efter en kammerat havde foreslået Maria at gå ind på hjemmesiden www.frividen.dk, hvor blandt andet matematiklærere gennemgår vanskeligt stof i deres fag.
- Jeg var skeptisk – også efter at have set den første video, fortæller Maria.
Men så kiggede Maria videoen igennem igen – og igen – og igen.

Gratis privatlærer
- Det gik op for mig, at jeg havde fået min helt egen privat-lærer, som jeg kunne ty til 24-7, siger hun og skynder sig at tilføje, at hendes egen matematiklærer, Gorm, også har udvist meget stor tålmodighed.
- Men der er jo trods alt grænser, som Maria Zarandi siger.

Første 12-tal
Til matematik c eksamen, hvor Maria fik sit første 12-tal, trak hun ”Rente og procent” – et emne, hun også havde været omkring på www.frividen.dk – ad flere gange.
- Det var vanskeligt i starten. Men når man først har forstået matematikken, der den ikke så svær. Men at jeg ligefrem skulle få mit livs første 12-tal i matematik, havde jeg aldrig troet.
Fortsætter med matematik b
Nu er Maria i gang med at hæve sit C-niveau til et B. Og www.frividen.dk er endnu en gang et fast holdepunkt, når Maria forbereder sig til undervisningen.
- Og jeg begynder at tro på, jeg når mit mål om at komme ind på Den Sociale Højskole, siger Maria Zarandi.

Inden Maria søger ind på Den Sociale Højskole har hun et enkelt mellemværende, hun skal have ordnet: Jeg skal en tur forbi min gamle folkeskole og vise dem mit hf-bevis – vise at jeg faktisk ER på vej til at blive til noget, siger en stolt og målbevidst Maria Zarandi.