fredag den 20. december 2013

I asfaltskole med gutterne

Kedeligt?
Nej! Ikke når man går i skole med gutterne.
For 49-årige asfaltarbejder, Allan Nielsen – eller Castro, som han bliver kaldt af sin kæreste, er det første gang, han er med på asfaltskolens undervisning i dansk og matematik.
"Og det er lige mig. Her får jeg genopfrisket mine skolekundskaber. Og da vi kender hinanden fra NCC, er her en løssluppen stemning fra dag et," som han siger.

Hverdags-matematik – som ønsket
Asfaltskolen er etableret i et samarbejde mellem Asfaltindustrien og 3F, og på Fyn bliver undervisningen udbudt gennem HF & VUC FYN.
Det fynske hold beskæftiger sig mest med hverdags matematik, lidt om budgetter, lidt om procentregning, beregning af tilbud, hvad koster det at leje i stedet for at købe etc.
"Det har kursisterne har givet udtryk for, de gerne vil lære. Og så er det det, vi gør," fortæller matematiklærer Flemming Pedersen.




Thomas Top deltager i Forberedende Voksenundervisning på asfaltskolen gennem NCC. Om sommeren er Thomas Top på landevejen med sit 4 mands team, som laver asfalt rundt omkring i Danmark og Norge. Vinteren bruger han på at reparere maskiner hos NCC. Men han ville gerne have genopfrisket dansk grammatik og fik derfor mulighed for at komme med på Asfaltskolen hos HF & VUC FYN


November, december, …
"Jeg markerer lige 12 felter og trækker dem her hen ad," forklarer Flemming ved tavlen.
Kursisterne trækker månederne med på hver deres computer.
"Flet og centrer – så kommer felterne ind at stå i midten. Og hvis I skriver jan – fortsætter programmet selv med at skrive feb., mar., apr. etc."
"Hvor smart, lyder det fra klassen med en tydelig anerkendelse af genialiteten i Excel regneark."
 
Suger læring til sig
Matematiklærer Pedersen nyder at undervise på Asfaltskolen. - Kursisterne er interesserede og har en masse erfaringer, som vi kan inddrage i undervisningen. De ved, hvad det vil sige at møde til tiden og passe deres ting. Ja, de suger læring til sig, så det er en ren fornøjelse, siger matematiklæreren.

Selvtillid
Salgs- og entreprisechef, Jesper Nielsen, som har haft ansvaret for asfaltskolen i forhold til NCC Roads medarbejdere på Fyn har samme oplevelse.
- I starten hørte jeg vores kursister omtale sig selv som ”De Dumme”. Og det gjorde mig ærlig talt ked af det at høre. Men siden er vores folk blevet fortrolige med det at være ordblind – eller bare at have brug for en genopfriskning af deres skolekundskaber, siger Jesper Nielsen.


Tabuer lagt på hylden
Han er ikke i tvivl om, at de seks ugers skolegang booster selvtilliden.
Ud over at vi får medarbejdere tilbage fra Asfaltskolen med styrkede kompetencer og selvtillid, giver skolen også bedre forudsætninger for at lægge et budget, læse, skrive og hjælpe børnene derhjemme. Så det er vigtige dagligdags ting, vi taler om, understreger Jesper Nielsen.

 
Asfaltskolen
Asfaltindustrien og 3F er gået sammen om at etablere Asfaltskolen, som drives af lokale samarbejdsparter som HF & VUC FYN.
I skolen tilbydes alle timelønnede FVU til medarbejdere, som har brug for at blive bedre til at læse, skrive, stave eller regne.
FVU kan suppleres med Almen Voksenundervisning, som svarer til undervisning på 9. og 10. klasses niveau.
Endelig tilbydes også Ordblindeundervisning efter en test for ordblindhed.


Tæller som beskæftigelse
Den enkelte asfaltvirksomhed kan søge SVU – Statens Voksenuddannelsestøtte – til erstatning for løntab, ligesom den enkelte virksomhed kan søge støtte fra Asfaltindustriens Udviklingsfond.
Kursister på Asfaltskolen får uddannelsesløn, og skoletimerne tæller som beskæftigelse.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar