torsdag den 16. februar 2012

Uddannelse Uden Grænser - med konkret og mentalt udbytte

Stine Kylsø Pedersens gevinst får alle muligheder for at komme på tværs af grænser, inden Stine begynder at læse italiensk og religionsvidenskab
Stine Kylsø Pedersen fra Vejle er nu den glade ejer af en splintrende ny iPad, som hun netop har hentet på HF & VUC FYN i Odense.
iPad’en vandt hun i en konkurrence ved uddannelsesmessen ”Uddannelse Uden Grænser” i Odense Congres Center.
Stine er færdig med sin studentereksamen og stod på en stand for Rønde Højskole, hvor hun er tidligere elev. Men først skal hun på eventyr

På opdagelse i Europa
Hun oversætter i øjeblikket en egyptisk piges fortælling om, hvordan det er at være kristen kvinde i Egypten.
Efterfølgende skal hun interviewe kvinder om deres oplevelse af vold på vegne af EU.
Og fra maj til september har hun job som stewardesse på Thomas Cook fly ud af Billund.
Men Stines langsigtede mål er at læse italiensk og religionsvidenskab på Københavns Universitet.

Internationalt dansk i Odense
Mens Stine vil læse italiensk i København har HF & VUC FYN mange udenlandske kursister, som læser dansk som andetsprog i Odense.
Kursisterne deltog også i Uddannelse Uden Grænser. De var ikke heldige at vinde en iPad. Men til gengæld fik mange en god fornemmelse af, hvad det danske arbejdsmarked og uddannelsessystem har at byde på – blandt andet iranske Akram Mosaed.
Bioanalytiker, Akram Mosaed, hører til en af de mange udlændinge, hvis uddannelse ikke bliver accepteret i Danmark

Inspiration på uddannelsesmesse
Akram er uddannet bioanalytiker i Iran og kan ikke bruge sin uddannelse her i Danmark.
Hun arbejder derfor hårdt på at blive bedre til dansk og engelsk, satser på at tage en hf og søger efterfølgende ind på uddannelsen til radiograf – en af de uddannelser, som var repræsenteret på ”Uddannelse Uden Grænser” i Odense Congres Center.

tirsdag den 14. februar 2012

Nu går Far i skole!

Da Teddy Petersen var på sine børns alder, gad han ikke gå i skole.
Men det er noget andet her, hvor lærerne er meget fleksible og vi er med til selv at lægge indhold i undervisningen, siger Teddy Pedersen, som er glad for, at Munck Asfalt presser på for at få ham og hans kollegaer til at uddanne sig i vinterperioden, hvor der ikke kan lægges asfalt.


”Far er lige startet i skole .. ti hi”.
Sådan lyder det hjemme hos 42-årige Teddy Pedersen i Ørbæk.
Men for Teddy kan de fire børn grine så meget de har lyst til.
Han ser tilbuddet om kurser i dansk og matematik på HF & VUC FYN som en rigtig fin mulighed her om vinteren, hvor han alligevel er arbejdsløs fra sit arbejde som asfaltmand hos Munck Asfalt A/S i Nyborg.
-          Jeg har tidligere været på et it-kursus, som fik åbnet computerens nye fagre verden for mig.
I år er jeg på dansk og matematik, hvor vi blandt andet arbejder med budgetlægning, så hvem ved om det nu er min tur til at gå ind og rette lidt i vores private budget på netbank!

Arbejdsløs hver vinter
Teddys kollega, John Andersen, er også med på kurset på HF & VUC FYN i Nyborg. Hans var lidt skeptisk, da han skulle på kursus.
-          Jeg tog den som en måde at slippe for at blive åndet i nakken af jobcenteret de fire uger, kurset varer. Jeg regner jo med at komme tilbage til Munck Asfalt, næste sæson.
-          Men det har været en meget positiv oplevelse, og jeg kunne godt forestillet mig at fortsætte med yderligere to ugers uddannelse, siger han.

Blod på tanden
Teddy og Johns kollega, Lars List, er også blevet tændt på mere uddannelse.
-          Den første uge var det ikke sjovt at være her. Men efterhånden får man mere og mere hjernen drejet i retning af dansk og matematik. Og så er det faktisk helt spændende, så jeg har fået blod på tanden, siger han.
Lars Lists planer går i retning af at genopfriske det italienske sprog, som han lærte sig selv i et tidligere job som eksportchauffør.

Værdifuld viden
Munch Asfalt har nok ikke planer om at udstationere Lars List i Italien.
Alligevel mener afdelingsleder Pernille Munck, Munck Asfalt A/S, at lysten til at lære mere er vigtig.
-          På jobbet handler det mest om at kunne læse brugsvejledninger og sikkerhedsinstrukser. Men medarbejderne har jo også børn, der går i skole, og som de gerne vil hjælpe. Og skolegang er i det hele taget med til at give værdifuld inspiration og selvværd – både privat og i arbejdssammenhæng, siger Pernille Munck.




Lars List og John Andersen synes, det var hårdt at komme i skole igen men er blevet tændt på mere.