tirsdag den 27. marts 2012

IDIOT! - Sådan oplevede Torben Skov at være ordblind. I en alder af 62 år har han lært både at læse op, skrive og holde foredrag. Selvtilliden har fået et boost

Jeg har følt mig som en idiot, fortæller Torben Skov om sin opvækst som ordblind


Den sidder stadig dybt i Torben Skovs brystkasse – ja i hele kroppen – oplevelsen af dengang den lokale præst gjorde ham helt og aldeles til grin under konfirmationsforberedelsen.

-          Vi sad der samtlige 30 mand og skulle læse op af det gamle og det nye testamente.

Det gik på skift, og det var med bankende hjerte, jeg kunne regne ud, at det snart var min tur.

- Bibelens bogstaver var det rene flimmer for mig. Jeg fattede ikke en brik af, hvad der stod. Men præsten blev bare ved – og gjorde mit fuldstændig til grin over for resten af mine jævnaldrende.

For Torben Skov satte oplevelsen fra præstegården sig på en måde, så han aldrig turde læse noget op siden. – ikke før jeg blev arbejdsløs fra Dalum Papirfabrik og kom på kursus her hos Carina Renander på HF & VUC FYN i Nyborg.




Hvis du skal være god til at leve med et handicap som ordblind, gælder det blandt andet om at lære de mest brugte ord udenad og at lære sprogets systematik




En forløsning
For Torben Skov blev ordblindeundervisningen en forløsning.

-        Nu kan han læse højt for børnebørnene – noget jeg aldrig har kunnet gøre for mine egne børn, fortæller han.

Skriver erindringer
Torben Skov er ligefrem begyndt at skrive sine erindringer ved hjælp af ordblindeprogrammet CD Ord, så hans børn kan få et indblik i det liv, han har haft – helt generelt – og i særdeleshed som ordblind.

På HF & VUC FYN har han holdt foredrag som samme emne- og succesoplevelsen af at kunne takle sit handicap.


Torben Skov gik fra at at være ordblind - til at være ordblind, forfatter og foredragsholder


Noget pjat, Torben
Hans mor er 90 – og lever endnu. Hun er en frisk dame men var ikke inviteret med til foredraget.

-        Hun har aldrig accepteret, at jeg var ordblind. Hun siger det er noget pjat. Og hun kan slet ikke forlige sig med, at jeg nu går i skole igen. Det er jeg da alt for gammel til, som hun siger.

Men for Torben er det en helt ny verden, der har åbnet sig.

-         Jeg har ikke lært så meget hele min skoletid, som jeg har lært på de seks uger, ordblindekurset her har varet. Tænk sig både at kunne læse og skrive. Det er da fantastisk. Og det er om at få hul på bylden – hellere i går end i morgen, siger Torben Skov.


FAKTA om ordblindekurset
For at blive optaget på et ordblindekursus, skal man screenes for ordblindhed.

Efterfølgende tager man endnu en test for at afdække mere præcist, hvor man har brug for hjælp.

Da holdene maksimalt består af seks personer, er der rig mulighed for individuel undervisning.

Noget af undervisningen går ud på at lære de 120 mest almindelige ord udenad, da de går igen og igen i vore sprog.

Kursisterne lærer at koble lyde med de mest gængse bogstavsammensætninger og at bruge elektroniske hjælpemidler til ordblinde

På ordblindekurser går der meget tid med at bearbejde de dårlige oplevelser, kursisterne har haft som følge af deres handicap. Her lød opgaven: ”Skriv det ord, der først falder dig ind, når du tænker på dit liv som ordblind”. Frygt er et af de ord, der hurtigt dukker op i erindringen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar